Det kan ikke passe det er for lukrativt

26. jan 2010
LOformand Harald Børsting undergraver TIne AurvigHuggenbergers forklaring dag 2 i retten

"Jeg tænkte: Det kan sgu da ikke passe. Det vil jo være det rene slaraffenland for mig."

LO-formand Harald Børsting er første mand i vidneskranken. Efter at have hentet brillerne ovre i frakken, er han klar til at blive afhørt i sagen om Tine Aurvig-Huggenbergers pension.

Hun mener, at hun skal have pension, til hun fylder 62 år. LO mener, at den stoppede, da hun fratrådte LO i 2007 efter at have tabt formandsvalget til Harald Børsting.

Vi mente det samme

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Tine Aurvig-Huggenberger  fortalte mandag under vidneansvar, at Harald Børsting havde samme holdning som hende i forhold til pensionen: At det alene var et spørgsmål om at have været valgt tillidsmand i LO i tyve år, så var man sikret pension på 2/3 af sin LO-løn.

Det bestrider Harald Børsting i vidneskranken:

Nej, vi gør ej

"Vi diskuterede ofte det her. Sådan uformelt mellem kollegerne. Og i slutningen af 90'erne var der ingen tvivl om, at vi var blevet bibragt den opfattelse, at når vi bare opfyldte anciennitetskravet, var der ingen problemer"

"Det var LO's tidligere hovedkasserer, Erik Hemmingsen, der bibragte mig den opfattelse. Jeg var mere end skeptisk og tænkte: Det kan sgu da ikke passe. Det vil være det rene slaraffenland for mig: Så skulle jeg bare være i LO til 2000, og så kunne jeg gå tilbage og blive faglærer på specialarbejderskolen og samtidig hæve pension."

Mail fra Bonø

"Jeg tænkte: Det kan fandme ikke passe! Det er for lukrativt!"

For at få klarhed, spurgte Harald Børsting først Torben Möger Petersen, direktør i Pension Danmark, og senere Niels Bonø fra Pension Danmark.

"Jeg fik en mail fra Bonø, hvor han skrev, at nu havde han undersøgt det og 'så sjovt var det altså heller ikke'. Jeg kan huske, at han skrev noget i den retning," siger Harald Børsting.

"Fra da af var jeg sikker på, at det ikke var så gunstigt."

Mailen er i dag forsvundet.

Det er ikke korrekt

Harald Børsting siger i retten, at dette skete omkring 2003 og 2004. Hann kan ikke huske de nøjagtige datoer, men det er før de møder i 2007, som Tine Aurvig-Huggenberger talte om på retssagens første dag.

"Det er ikke korrekt. Det er rigtigt, at vi tidligere var bibragt den opfattelse, men ikke på dette tidspunkt."

I må være splittergale

På mødet i august 2007, hvor pensionen igen blev diskuteret, sagde daværende LO-formand Hans Jensen - i følge Harald Børsting:

"I må da være splittergale! HVis I har fået bibragt den opfattelse, er det minimum en sag, der skal op i hovedbestyrelsen. For sådan er det ikke!," siger Harald Børsting og fortsætter:

"Tine var ikke enig, men ønskede det ikke drøftet i hovedbestyrelsen."

Larsen havde ikke en million

Da Harald Børsting havde vundet over Tine Aurvig-Huggenberger, havde hun nogle meget følelsesladede møder med LO's sekretariatschef Finn Larsen. Her tilbød Larsen - ifølge Aurvig-Huggenbergers vidneforklaring - 1 million kr. til den tidl næstformand i stedet for pension:

"Jeg ved ikke, hvad Finn har sagt til hende, men jeg ved, at han ikke havde en million med, for han kan ikke ta' selv," siger Harald Børsting.

"Jeg havde sagt til ham, at vi havde en max. ramme på en halv million til fratrædelsen. Så hvis han har sagt en million, har han sagt mere end han måtte."

Tine kan sige meget

Efter mødet med Finn Larsen kom Tine Aurvig-Huggenberger ned til Harald Børsting, vred og ydmyget, og råbte, at det kunne han ikke tillade sig at byde hende. Det fortalte hun selv mandag.

Tirsdag siger Harald Børsting:

"Jeg kan huske, hun var sur, men jeg kan ikke huske, hvad hun sagde. Nu har jeg jo kendt Tine i mange år og hun kan sige mange ord meget hurtigt," siger Harald Børsting.

 

Striden om pensionen

Avisen.dk's politiske redaktør, Elisabet Svane, rapporterer løbende fra retssagen om Tine Aurvig-Huggenbergers pension.

Den tidligere næstformand i LO har stævnet LO og krævet, at LO indbetaler pension til hende frem til hun fylder 62 år.

Tine Aurvig-Huggenberger blev tillidsvalgt i LO i 1995 og fik her tilkendt en såkaldt tilsagnspension. Udover sin almindelige pension. Tilsagnspensionen betyder, at man ved pensionering oppebærer 2/3 af den løn, man havde som f.eks. næstformand.

Stridens kerne er: Skal Tine Aurvig-Huggenberger stadig have disse penge udbetalt, selvom hun stoppede i LO i 2007? Det gjorde hun, da hun tabte kampen om formandsposten.

Tine Aurvig-Huggenberger var 44 år, da hun forlod LO. Vinder hun retssagen, skal LO udbetale pension til hende i 18.

Tine Aurvig-Huggenberger kræver, at hun, når hun fylder 62 år, får 2/3 af det, en LO- næstformand får på det tidspunkt. Alternativt kræver hun, at hun får 2/3 af den løn, en LO-formand fik i oktober 2008. Og er retten ikke enig idet, er tredje krav et beløb på mellem 2.2 mio. kr. og 3.9 mio. kr. indsat på Tine Aurvig-Huggenbergers pension.

LO kræver frifindelse og har som påstand, at tilsagnet kun gælder, når man går direkte på pension fra LO.