Husk generelt at tage dit blå sygesikringskort med på rejser til Europa, så du er sikret en indledningsvis behandlingsret, siger konsulent hos Forsikringsoplysningen Anja Lintrup Sørensen. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

På ferie: Det gør du hvis rejsevejledning ændres

24. jun, 08:01
Fra på fredag kan du igen rejse til en række europæiske lande. Men nye kriterier betyder, at et land kan ændre rejsestatus fra den ene dag til den anden.

Lørdag den 27. juni ophæves de nuværende rejserestriktioner, og et nyt sæt kriterier træder i kraft og afgør, hvornår et land er henholdsvis åbent eller et karantæneland.

Det får også betydning for Udenrigsministeriets rejsevejledninger, hvor alle lande - med undtagelse af Norge, Island og Tyskland - lige nu klassificeres som orange. Det vil sige, at du frarådes alle ikke-nødvendige rejser dertil.

Mange europæiske lande ventes i stedet at blive gule, som betyder, at du gerne må rejse dertil på ferie, men at du skal udvise ekstra forsigtighed og holde dig opdateret på udviklingen.

Samtidig er der nu mulighed for at ændre et lands status fra den ene dag til den anden, hvis smittetrykket stiger i området. Og derfor kan du risikere at være rejst til et land, som under din ferie ændrer status til orange.

- Udenrigsministeriet anbefaler fortsat, at man bliver hjemme i 14 dage, hvis man er rejst til et land, hvortil Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser (et "orange" land), skriver Udenrigsministeriet i en mail til Ritzau.

- Såfremt rejsevejledningen ændres fra gul til orange under rejsen, er denne opfordring dog ikke gældende, og du opfordres i stedet til at lade dig teste ved hjemkomst, oplyser ministeriet.

Du kan altså blive og holde din ferie færdig, selv om status er ændret, siden du tog afsted. Men du bør få foretaget en coronatest, umiddelbart efter du har pakket kufferten ud derhjemme.

Er der tale om en kort rejse, kan du dog tidligst blive testet for smitte, fire dage efter du rejste ud af Danmark, oplyser Udenrigsministeriet.

Der er ikke et entydigt svar på, om der er hjælp at hente hos din rejseforsikring, hvis status ændrer sig undervejs, og du gerne vil hjem før tid.

Det fortæller Anja Lintrup Sørensen, som er konsulent hos Forsikringsoplysningen under Forsikring & Pension.

- Under coronakrisen var der forskel på, hvordan de enkelte selskaber dækkede hjemrejse. Og det vil sandsynligvis også veksle nu. Derfor må man på forhånd tage snakken med sit forsikringsselskab i forhold til tidlig hjemrejse, råder hun.

- Normalt dækker rejseforsikringen, hvis du bliver syg og er nødt til at tage hjem med speciel transport, eller nogle derhjemme bliver syge. Pandemier er ikke nødvendigvis beskrevet i forbindelse med hjemtransport, siger hun.

Hun opfordrer til, at du også tjekker hos din rejseforsikring, om de dækker, hvis du bliver syg af corona, hvordan de håndterer en ændring af status tæt ved afrejse, eller hvis du bliver nægtet adgang på grund af lokale restriktioner.

Har du virkelig ikke lyst til at blive på destinationen, opfordrer Udenrigsministeriet til, at du undersøger alle muligheder for at rejse hjem i dialog med dit rejse-, fly- og forsikringsselskab.

Der iværksættes kun evakueringer i helt ekstraordinære situationer, hvor ingen andre løsninger er mulige - og det gælder ikke den nuværende situation.

/ritzau fokus/