Ways Afriday forsøger at få foden inden for hos medicinalvirksomheden Leo Pharma. Foto: Jan Jørgensen / Ritzau Scanpix

Har sendt 400 ansøgninger: - Jeg er måske nødt til at tage job i butik

27. dec 2019
Den nyuddannede biomediciner Ways Afriday er fortsat ledig, selvom han gennem 15 måneder har sendt omkring 400 ansøgninger.

Selvom den 29-årige Ways Afriday i en alder af seks år kom til Danmark fra Afghanistan, har det ikke forhindret ham i at tage sig en uddannelse som biomediciner. Men efter at have sendt cirka 400 ansøgninger afsted i løbet af 15 måneder er han dog stadig ledig, skriver berlingske.dk.  

LÆS OGSÅ: Klamme fund hos kendt kæde: Nu er chefen fyret

- Jeg vil gerne lave noget. Bruge det, jeg har lært. Jeg synes, det vil være ærgerligt at tage et job i et supermarked, for jeg har taget en dyr uddannelse, og den vil jeg meget gerne bruge. Men måske bliver jeg nødt til det. Eller videreuddanne mig som læge, så jeg kan finde en anden vej ind i branchen, siger han til berlingske.dk.

Den unge indvandrer er en del af et eksperiment hos Berlingske Tidende, som går ud på at få seks ledige nydanskere i arbejdstøjet. I en artikelserie har mediet på det seneste beskrevet, at 3.105 indvandrere med ikke-vestlig baggrund har været i kontanthjælpssystemet i mere end ti år. Beskæftigelsesfrekvensen for indvandrere fra blandt andet Mellemøsten og Afrika har i 2019 blot været 53,2 procent.

Som et led i eksperimentet udpegede Ways Afriday medicinalvirksomheden Leo Pharma som en af sine drømmearbejdspladser. Derfor har Berlingske taget kontakt til virksomheden med henblik på at få et møde i stand mellem parterne. 

Jakob Felding, som er senior director ved 'skin research' i virksomheden, skal både give Ways Afriday gode råd med på vejen og forsøge at hjælpe ham med at få foden inden for hos virksomheden. 

Ways Afriday er dog langt fra den eneste nyuddannede, der står uden et job på hånden. En undersøgelse fra Akademikerne viser nemlig, at 16,6 procent af de nyuddannede ikke er i beskæftigelse et år efter endt uddannelse. Ser man udelukkende på gruppen af biomedicinere, er ledigheden i år på 12 procent. 

Og hvis man vil forøge sine chancer for at få et job efter uddannelsen, så er det en god idé at finde sig et relevant studiejob. Det forklarer Dansk Erhvervs uddannelses- og forskningspolitiske chef, Mads Eriksen.

- Det er det vigtigste overhovedet. Du skal have et CV, allerede inden du er færdiguddannet, siger han og fortsætter:

- Det er netop der, du også bliver afklaret i forhold til, hvad det er, du har lyst til at arbejde med. Samtidig får du kompetencer, som bliver kombineret med studiet, så du forstår, hvad det er, en arbejdsgiver gerne vil have. Og du får et jobrelevant netværk.