Familien giver anledning til mange bekymringer i julen. Det er ofte det, der er grunden til, at tiden efter jul, giver ekstra travlhed blandt landets psykologer. Foto: Olafur Steinar/Ritzau Scanpix

Juleferien splitter familien: Nu får psykologerne travlt

30. dec 2019
Landets psykologer har travlt, når julen er overstået. Blandt andet fordi vi bruger så meget tid på jobbet, at vi har glemt, hvordan det er at være sammen med vores nærmeste. Og fordi problemer i livet bliver tydeligere, når vi har fri og dermed tid til at se dem.

Når julen er overstået, får psykologerne travlt.

I tiden efter jul og efter sommerferien er der nemlig flest danskere, der booker tid hos en psykolog. Det fortæller seks psykologer, som A4 har talt med.

Og det er ikke tilfældigt, at det netop er på de to tidspunkter af året, at mange af os får det svært.

For udover at julen er 'de bristede forventningers tid', som psykolog Carsten Juul kalder det, er der også sket et skred i, hvor det er, vi slapper bedst af.

- Det er meget udbredt, at tiden efter jul er særlig svær for mange, ligesom tiden efter sommerferien er det. I gamle dage tog man hjem for at rekreere. I dag tager man på arbejde for at rekreere. Det er på jobbet, hvor vi høster ros og anerkendelse, og hvor vores rolle er fast defineret, forklarer Jens Jacob Prasse, der har været psykolog i 16 år.

Tid til tanker

Det billede genkender psykolog Jan Kaa Kristensen, der er specialist i parforhold og har skrevet bogen 'Bliv skilt uden at gå i stykker':

- Balancen mellem arbejdet og familien har ændret sig. Vi har job, der kræver mere og mere, fordi vi lever i et præstationssamfund, hvor vi bliver målt og vejet på alt, hvad vi foretager os. Derfor bruger vi i dag det meste af vores tid og energi på jobbet og efterlader meget mindre til familien og parforholdet. Når det så bliver ferie, har vi glemt, hvordan vi skal være sammen som par og som familie. Det er især kommunikationen, der bliver dårlig, siger han.

I julen bliver vi mindet om det, vi savner. Og samtidig har vi i juleferien tid til at gruble over alt det negative. Det er en dårlig kombination. For når man begynder at overtænke, får man det endnu dårligere.
Carsten Juul, psykolog

At juletiden er særlig svær skyldes også, at problemer har det med at blive synlige i de perioder, hvor vi burde være glade, som i foråret, når vejret bliver godt, og i julen, hvor familierne samles. Det vurderer Camilla Karmark, der er psykolog på Klinikken Lind og Karmark.

Ripper op i gamle sår

- Svære familierelationer er et af de temaer, der går igen i tiden efter jul. De fleste bruger juleferien i familiens skød, og det giver anledning til at rippe op i gamle sår. Samtidig lægger mange et stort pres på sig selv og på familien, der handler om, at alt skal være hyggeligt. Og følelser responderer ikke godt, når vi prøver at kontrollere dem, forklarer hun. 

Samtlige af de psykologer, som A4 har talt med, peger på, at mængden af fritid er afgørende for, at julen kan være svær og kan give bekymringer, der følger med i tiden efter: 

- I hverdagen har vi sjældent tid til at tænke over, hvordan vi egentlig går og har det. Men det er der tid til i ferien, og så bliver det tydeligt, hvis parforholdet er dårligt, og børnene ikke trives. Vi skal pludselig være sammen i en uge uden de rutiner, vi er vant til, siger Anne Kirsten Hansen, der har været psykolog i 40 år og driver klinikken Psykologerne ved Kongens Nytorv.

Og det kan give anledning til konflikter, fortæller hun.

- Børn, der ikke vil i seng, fordi de ikke skal tidlig op og i institution, og forskellige forventninger til, hvordan vi skal hygge os og slappe af, siger hun. 

Status og grublerier

Erla Højsted, der er psykolog og ejer af klinikken Mind CPH, fortæller, at mange af hendes klienter bruger afslutningen på et år og starten på et nyt år til at gøre status.

- Et år er gået, og så sidder man måske præcis samme sted, som man gjorde sidste år. Så begynder man at lægge planer for fremtiden, men man bruger også tid på at tænke på fortiden og alt det, der ikke er gået, som man gerne ville have det. Jo mere man kigger på sin situation, jo mere begynder man at bekymre sig, siger hun.

Der er ofte en masse, der skal nås både socialt og på jobbet i løbet af december, og derfor skyder vi en masse ting foran os til det nye år. Derfor kan være hårdt at starte op efter jul med en bunke af arbejdsopgaver, der ligger og venter.
Erla Højsted, psykolog 

Men selvom julen giver tid til refleksion, er det ikke altid nogen god idé, forklarer Carsten Juul.

- Den generelle årsag til depression er, at man begynder at overtænke. I julen bliver vi mindet om det, vi savner. Og samtidig har vi i juleferien tid til at gruble over det. Det er en dårlig kombination. For når man begynder at overtænke, får man det endnu dårligere. Det bedste, man kan gøre, er faktisk at distrahere sig selv med noget, man godt kan lide at foretage sig, når de negative tanker begynder at fylde, siger han.

Svært at starte på job igen

Når jul og nytår er overstået, er det tid til at trække i arbejdstøjet igen, og heller ikke det er altid nemt. Heller ikke selvom julen måske ikke har levet op til forventningerne, og familien har givet anledning til en masse frustrationer:

Læs også: Her får du seks psykologers råd til en god jul.

- Der er ofte en masse, der skal nås både socialt og på jobbet i løbet af december, og så skyder vi en masse ting foran os til det nye år. Derfor kan det være hårdt at starte op efter jul med en bunke af arbejdsopgaver, der ligger og venter.  Og samtidig har man måske ikke ladet op, som man havde forventet at ville gøre, i julen, siger Erla Højsted.