Derfor er syge Jolanta bange for postkassen

7. aug 2013, 06:01
Ifølge en psykiater er Jolanta Jensen blevet mere syg end hun var i forvejen af at få sin sag behandlet af Københavns Kommune. Hun er en af 216 borgere, der nu har fået brev om, at deres ansøgning om førtidspension trækker yderligere syv måneder ud.

Hovsa! Jolanta Jensen er en af 216 københavnske borgere, der har fået brev om, at deres ansøgning om førtidspension vil tage op til syv måneder mere at behandle.

En sagsbehandlingstid på over et år, selvom der står tre måneder i loven. Så kontakter Avisen.dk Københavns Kommune. Dagen efter får hun brev med indkaldelse til møde, og Avisen.dk får besked om, at der er sket en menneskelig fejl. Netop Jolanta Jensen skulle ikke have ventet 14 måneder.

Ugen efter får hun også brev fra Statsforvaltningen, der efter 11 måneders ventetid giver Jolanta Jensen ret i hendes klage. Københavns Kommune skylder sammenlagt Jolanta Jensen 39 ugers sygedagpenge. Op mod 100.000 kroner.

Alle de faktuelle fejl, der gennem årerne har været i hendes papirer, og slagsmålet med kommunen for at få fejlene rettet, har gjort ansøgningen om førtidspension til en rystende oplevelse for Jolanta Jensen og hendes mand.

"Jeg har det så dårligt med, at de kan finde på at skrive en løgn. Når jeg bare kigger på papirerne, græder jeg. Hvordan kan de skrive, at jeg kan arbejde, når det står sort på hvidt her, at jeg er syg?" spørger Jolanta Jensen.

Sygdom forværret af sagen

De mange fejlfyldte breve fra kommunen har gjort Jolanta Jensen bange for overhovedet at åbne postkassen. En psykiater skriver direkte i en udtalelse, at sagen har forværret Jolantas tilstand.

"Jeg kan ikke bare glemme sagen. Jeg vågner om natten. Jeg er bange for, at sagen aldrig bliver færdig, og at vi skal blive ved med at leve af min mands indtægt," siger 53-årige Jolanta Jensen.

Hun og manden Lars har været gift i 21 år. Jolanta kommer fra Polen, hvor efter studentereksamen arbejdede på kontor.

I Danmark har hun sorteret post og så knoklet i to forskellige catering-firmaer. Indtil hun blev syg både fysisk og psykisk.

Jolanta Jensen har flere lægeudtalelser om, at hun er for syg til at arbejde mere, og at der ikke er flere behandlingsmuligheder for hende. Brevet om yderligere syv måneders ventetid er bare et lille blad oven i en høj dynge af breve, der alle har fået Jolanda Jensen til igen at græde.

Ondt i ryg og psyke

Hun sidder i sofaen med sine mapper med plasticlommer, sirligt fyldt op med alle dokumenterne fra sagen. Mapperne rummer blandt andet en diagnose om moderat til svær kronisk depression, en udtalelse om "massive forandringer" i rygsøjlen på grund af slidgigt samt en fibromyalgi-diagnose.

Når hun sidder der, sunket sammen ligner hun en, der venter på et tog, der for længst er kørt og aldrig kommer tilbage.

"Jeg er polak, jeg kan ikke forlange at blive minister. Hvis der var et hvilket som helst job, jeg kunne forestille mig, at jeg kunne klare, så ville jeg gøre det. Men jeg har det meget dårligt," siger Jolanta Jensen.

Men trods klokkeklare lægeudtalelser om, at hun aldrig får det bedre, har det ikke bragt hende andet end en tre år lang håbløst fejlkørt sag i Københavns Kommune.

Kommunen har desuden stoppet Jolanta Jensens sygedagpenge i strid med loven i næsten et år.

Mistede fortrolige papirer

Da det første år var gået efter Jolanta Jensen blev sygemeldt, var der intet sket i sagen. Men kommunen gav hende lov til at fortsætte på sygedagpenge, fordi hendes sag om førtidspension ikke kunne behandles.

Hendes mappe på kommunen var nemlig pludselig tom. Papirer fra læger og psykiatere var forsvundet. De er aldrig dukket op igen.

De fortrolige papirer, der nu befinder sig et andet sted end i Jolanta Jensens sagsmappe, har hun og manden det skidt med. Men det er bare en lille del af de mange fejl, de har oplevet.

Jolanta Jensen har sammen med sin mand skrevet side op og ned med rettelser, klager og forsøg på at få rettet helt faktuelle fejl i de papirer, der betød, hendes sag blev afvist sidste sommer.

For Jolanta Jensen er skatmat.

Overlægen i distriktpsykiatri siger, at hun sandsynligvis bliver indlagt, hvis hun bliver sendt i arbejdsprøvning. En anden læge i distriktspsykiatrien siger det samme, og selv kommunens egen lægekonsulent peger på det. Derfor har Jolanta Jensens sagsbehandlere gang på gang nægtet at sende hende i arbejdsprøvning, fordi de ikke tør tage ansvaret.

Gamle udtalelser

Men i sidste ende afslår kommunen at starte en sag om førtidspension:
For Jolanta Jensen er jo ikke blevet arbejdsprøvet. Samtidig står der pludselig i hendes papirer hos kommunen, at det er hende selv, der ikke vil i arbejdsprøvning.

"Bare tanken om en arbejdsprøvning får hende til at bryde sammen".

Jolanta Jensen aner ikke, hvordan kommunen har fået det indtryk.

Desuden er der skrevet 15 linjer ind i sagen fra en gammel udtalelse, hvori der står, at alt i sagen endnu ikke er afklaret. Og når alt i sagen ikke er undersøgt, kan der ikke være tale om førtidspension.

Afvisningen af sagen har også sat ægteparret skakmat økonomisk.

Kommunen har stoppet udbetalingen af hendes sygedagpenge. Siden sidste år i september har Jolanta Jensen og hendes mand levet af hans løn, der også skal dække de 15.000 kroner om året til medicin.

Efter at parret har fået ret af Statsforvaltningen, får Jolanta Jensen nu pengene tilbagebetalt. Men hun venter altså stadigvæk på en varig løsning.

Københavns Kommune ønsker ikke at kommentere den konkrete sag.