Der er herligt på Costa del Sol på dagpenge

10. aug 2010
En tredjedel flere rejste til udlandet på dagpenge sidste år. Mange tog til solrige Spanien med 20 procent arbejdsløshed. DF er ikke begejstret.

Du kan komme på det samme cv-kursus fire gange, og du kan blive sendt i aktivering. Eller du kan tage dine dagpenge og se dig om efter den nærmeste pub eller palme – eller en helt ny karriere i udlandet.

Dagpengereformen har nemlig ikke ændret ved, at du kan rejse ud i tre måneder og tage dine dagpenge med, så længe det er til et andet EØS-land.

Se hvordan du kommer af sted >>

Det vil sige et EU-land, Schweiz, Norge, Island eller en hel del tidligere kolonier fra Sydamerika til spidsen af Afrika. Eneste krav er, at du har været arbejdsløs i fire uger, og at du opfylder de lokale krav til at være jobsøgende og stå til rådighed.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Og det er der mange, der gerne vil, viser tal som Arbejdsdirektoratet har udarbejdet for Avisen.dk.

Fra 2008 til 2009 steg antallet af danskere, der rejste ud med dagpenge fra 626 til 837. Det svarer til en tredjedel. I det første halvår af 2010 ligger antallet på nivaeu med sidste år. 385 danskere er taget afsted i det første halvår.

Der er ikke styr på det

Arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti er langt fra begejstret for stigningen.

"Det er ikke en ordning, vi i Dansk Fokeparti bryder os om. Men vi kan desværre ikke gøre noget ved den, for det er jo EU-lovgivning, " siger han.

Han mener, det er fint, at nogle vil arbejde i udlandet, men synes ikke, det skulle være tilladt at tage afsted, før man havde job.

"Det kan man søge hjemmefra og så rejse, når man har fået det. På den her måde kan man rejse rundt i måneder, og der er ikke styr på, hvad de søger. Heller ikke dem, der kommer hertil fra andre lande," siger Bent Bøgsted.

Byliv og 280 solskinsdage

Meningen med EU-ordningen er, at man skal finde et nyt job, men muligheden for at få arbejde ser ikke umiddelbart ud til at hænge sammen med, hvilke lande flest rejser til.

Når Spanien er nummer to på listen over populære rejsemål til jobsøgning er spørgsmålet, om det skyldes de 280 solskinsdage, gennemsnitstemperaturen på 19 grader eller Europas næsthøjeste arbejdsløshedsprocent på 20 procent.

"Spanien er jo ikke et aktuelt land at søge arbejde i, bortset fra de få specialjob, hvor Spanierne har brug for noget særligt ligesom man af og til har i Danmark. Men den slags job kan man typisk søge og få hjemmefra. Man kan ikke bevise noget, men man kan nemt få den tanke, at dem der tager afsted bare nyder tilværelsen dernede," siger Bent Bøgsted

I de første seks måneder i år tog 50 danskere dagpengene med til Spanien. Kun overgået af de 74, der tog til England med otte procents arbejdsløshed, men et dejligt byliv i London.

Island på fallittens rand tiltrak 23 danskere, hvorimod kun ti tog til Holland, der har Europas laveste arbejdsløshed på 4 procent og kun syv drog på jobjagt i Østrig, der har fem procents ledighed.

Nabolandene Norge og Sverige trak 41 og 19 ledige af sted.

Tallene fra Arbejdsdirektoratet vise desuden, at det mest er højtuddannede og nyuddannede, der rejser ud på dagpenge.