Depressiv? Glem alt om erstatning

21. apr 2013, 06:00
HK anklager Arbejdsskadestyelsen og Ankestyrelsen for at afvise mennesker med depression på grund af jobmobning. HK har netop vundet tre sager

Har du fået depression efter grov mobning på jobbet, kan du være næsten sikker på en automat-afvisning.

I hvert fald hvis du prøver at anmelde sagen som arbejdsskade og håber på at få erstatning.

Havde du fået revet armen af i en maskine, var sagen gået langt mere glat i gennem.

Sådan lyder kritikken fra fagforeningen HK, der lige har vundet tre sager om medlemmer, der fik depression på grund af den mobning og chikane, de blev udsat for på jobbet.

”Mette Frederiksen siger, at det fysiske og psykiske arbejdsmiljø skal ligestilles. Det mener vi også skal gælde, når det handler om arbejdsskader. Det er ikke kun, når man får en arm revet af, at det skal anerkendes,” siger næstformand i HK Mette Kindberg.

Listen over anerkendte erhvervssygdomme er nærmest støvsuget for psykiske lidelser.

Prøver man at anmelde skader med diagnoser som angst og depression, skal Arbejdsskadestyrelsen sende sagen for lægerne i Erhvervssygdomsudvalget, hvis det på nogen måde kan skyldes jobbet.

Men her mener HK, at filmen knækker i myndighedernes behandling: Embedsmændene i Arbejdsskadestyrelsen giver per automatik afslag til nærmest alle, der anmelder psykiske arbejdsskader.

95 procent får afslag i sager om psykiske arbejdsskader

"Det er uacceptabelt for borgenes retssikkerhed, at myndighederne ikke behandler sager om mobning og chikane korrekt," siger Mette Kindberg.

Det siger tallene for afgørelser også. Fra 2007 til 2011 oprettede Arbejdsskadestyrelsen 3021 sager om psykiske sygdomme eller gener. 166 mennesker fik anerkendt skaden som en erhvervssygdom. Det er fem procent.

I HKs tre sager fik de først afslag fra Arbejdsskadestyrelsen. Styrelsen nægtede også, at de tre kunne få deres sager vurderet af lægerne i Erhvervssygdomsudvalget, og Ankestyrelsen sagde det samme.

Nemmere at vurdere et brækket ben

HK stævnede Ankestyrelsen på vegne af de tre depressionsramte.  I en retssag så Retslægerådet på deres sager, og gav dem medhold.  I den sidste ende har også Arbejdsskadestyrelsen givet efter og sendt de tre til lægevurdering, og de får nu erstatning for deres arbejdsskade.

”Jeg synes, man skal tænke over de mennesker, det går ud over og som er blevet skadet, fordi de har passet deres arbejde, hvor der ikke var et ordentligt arbejdsmiljø. De er bare blevet skadet på en anden måde, end hvis de havde mistet deres arm,” siger Mette Kindberg.

I Ankestyrelsen siger ankechef Erling Brandstrup, at der sker meget på området om psykiske arbejdsskader i disse år

”Det psykiske område er udviklingsmæssigt først rigtigt kommet på dagsordenen i de senere år. Der kommer flere og flere af den type sager, og vi bliver klogere og klogere på, hvorfor man bliver syg. Det er ikke så nemt at vurdere som et brækket ben. Der kan være mange faktorer i privatlivet, der kan være medvirkende,” siger han.

Flere sager vil få grundigere behandling

Han mener ikke, at HK har ret, når de anklager Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen for nærmest automatisk at afvise, at psykiske ramte kan få deres sag for lægerne i Erhvervssygdomsudvalget.

”Men vi er opmærksomme på området og overvejer, om der er flere sager, der skal forelægges for Erhvervssygdomsudvalget, og det forventer jeg, at der skal,” siger Erling Brandstrup.

Selvom der er en udvikling i gang betyder det ikke det store håb for de 95 procent, der har fået afslag på anmeldte psykiske skader.

”Der er altid mulighed for at søge om genoptagelse af sin sag, og hvis der er tale om en ændring af praksis, så er det selvfølgelig også en mulighed. Men vi har ikke planer om, at vi skal kigge på en masse afsluttede sager på grund af det her, siger Erling Brandstrup.

faktaboks

Der er kun en psykisk lidelse på listen over anerkendte erhvervssygdomme.

Det er posttraumatisk belastningsreaktion(PTSD), der i 2005 kom på listen.