Dennis Nørmark: Pas på, når politikere sælger irrelevante 'produktivitetstal'
I APRIL I ÅR fyldte Danmarks største jobcenter et år. Det ligger i Københavns Kommune og derfor fandt beskæftigelses- og integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard fra Venstre, det på sin plads, at markere begivenheden ved et kort opslag på det sociale medie LinkedIn.
LÆS OGSÅ: Udskældt dagpengeregel suspenderet: 'Det har været åndssvagt og urimeligt'
I opslaget skrev borgmesteren begejstret, at siden jobcentrets start: 'har rigtig mange ledige borgere besøgt jobcentret på Gammel Køge Landevej i Valby, og fået hjælp til at komme i job og uddannelse. Helt præcist har 55.000 borgere været forbi jobcentret, og der er blevet afholdt cirka 180.000 samtaler i det store hus'.
Det viser, at den offentlige sektor i årtier har været styret på en sådan måde, at man er begyndt at forveksle såkaldte produktivitetstal med reel produktivitet
Dennis Nørmark, antropolog og forfatter
At de fleste sikkert tænker på sådan et opslag som relativt tilforladeligt, siger en hel del om, hvad der er gået galt i den offentlige sektor. Lad mig eksemplificere. Tænk hvis jeg havde en virksomhed og ud til mine kunder begejstret skrev, at det havde været et skønt år for virksomheden:
'Vi har i år sendt 100.000 e-mails til vores kunder, vi har haft 1.000 møder med dem og brugt sammenlagt 8.000 timer i kundesupporten'.
Ud fra det kan mine kunder i hvert fald se, at vi laver noget. Men hvad laver vi helt præcist? Laver vi det, som vores kunder ønsker af os?
LÆS OGSÅ: Psykologer: Sådan håndterer du frygten for fyresedlen
I borgmesterens opslag står der intet om, hvor mange mennesker jobcentret har fået i arbejde. Grunden til at en beskæftigelsesborgmester i ramme alvor kan skrive en update, der handler om jobcentrets aktiviteter og ikke dets resultater, skyldes, at den offentlige sektor i årtier har været styret på en sådan måde, at man er begyndt at forveksle såkaldte produktivitetstal med reel produktivitet.
Det er den forkætrede New Public Management, som alle godt ved er ond og dårlig, men som mange faktisk ikke rigtig forstår.
Men beskæftigelsesborgmesterens opslag er faktisk en pædagogisk øvelse i, hvad New Public Management betyder. Det viser, at selv den øverste chef for en forvaltning kan ende med at stirre sig blind på alle de ting, man måler på i det offentlige, og når det sker, vil der være en hær af undersåtter, der ser, hvad chefen bliver imponeret over, og derefter styrter ud i driften og gør præcis det: holder møder, laver handleplaner, får folk i flere forløb og indkalder folk til samtaler, for det er jo den slags, der 'ligner' en succes.
GRUNDEN TIL, at den offentlige sektor er blevet så fokuseret på produktivitetstal, er den simple, at staten, kommunerne og regionerne ikke har nogen bundlinje, som man har i en privat virksomhed. Man kan heller ikke gå konkurs, for pengene kommer i en lind strøm. Derfor synes man, at man er nødt til at måle på et eller andet.
Af samme grund kan man på det lokale bibliotek se, at kommunen ønsker, at udlånstallet stiger, eller registrerer hvor mange, der har været på kursus i håndhygiejne, antal konsultationer hos lægen eller undervisningstimer i folkeskolen. Selv statens produktivitetskommission var i 2013 ude at sige, at de her tal faktisk ikke sagde noget særlig solidt om effektiviteten i statens institutioner. Vi ved ikke, om lånerne læser bøgerne, sygeplejersken spreder færre infektioner, eller om borgeren spilder tiden hos lægen eller eleverne i skolen.
LÆS OGSÅ: Kommunal beskæftigelseschef: Næste bølge af coronaledighed rammer de højtuddannede
Ikke desto mindre finder alle disse målinger vej til i hundredvis af resultatkontrakter, hvor offentlige ledere styrer efter at opnå så gode tal for deres område, uanset om det er fuldstændig ligegyldigt for borgerne ude i samfundet. Vi ved fra forskningen, at disse kontrakter primært gør lederne opsatte på at nå målene, skønt meget få af dem peger imod rigtige konkrete og brugbare handlinger .
Man sørger for at opstille mål, man ved, man med rimelighed kan nå at udfylde, og så ignorerer man det, som borgerne rent faktisk efterspørger. For mon ikke de fleste af os forventer, at eksempelvis et jobcenter hjælper folk i beskæftigelse? Som dengang det hed 'arbejdsformidlingen'?
Det vil de fleste nok være enige i, men når borgerne har så konkrete forventninger til ydelsen, og en politiker godt ved, at det kan de vanskeligt levere på, så er det, man går i målfælden, og prøver at bilde borgerne ind, at det er 'produktivt' at holde et møde.
Og hvis det ikke virker, og folk stadig insisterer på, at meningen vel må være at få folk i job, så bullshitter man i stedet og får talt sig udenom den forventning, ved eksempelvis at sige, som beskæftigelsesborgmesteren sagde i medierne, sidste gang hun ikke kunne forklare, hvorfor jobcentrene var så dyre og ineffektive:
'Jobcentrene er mere end jobformidling. Det er der, hvor vi hjælper de ledige videre i livet, hvis de er gået i stå, mod opkvalificering, videreuddannelse og med at udvide deres horisont. Og det sikrer, at de ledige indfrier deres fulde potentiale på arbejdsmarkedet og i livet'.
Næste gang I ser jeres folkevalgte eller en kommunaldirektør eller centerleder eller noget andet råbe meget højt, at et tal for noget er gået op eller ned, så husk at spørge vedkommende, hvordan det går med selve kerneydelsen
Dennis Nørmark, antropolog og forfatter
HVIS VI SKAL komme tilbage til en ordentlig og velfungerende offentlig sektor, kræver det, at man forstår, hvad kernydelsen er, og at vi ikke vikler den ind i floskler og glaseret sludder. Et hospitals mål er, at folk bliver raske, målet er ikke 'at den enkelte patient er inddraget i beslutninger om deres patientforløb, og at de oplever tryghed, høj kvalitet og effekt'. Politiet skal fange forbrydere, og brandmænd skal slukke ild og så videre. Hvis man begynder at tale normalt om, hvad man tilbyder, er vi et skridt tættere på, at vi måler på disse konkrete resultater, i stedet for kunstige 'produktivitetstal'.
LÆS OGSÅ: Debattør langer ud: Akademikere opfinder arbejde til sig selv
Så næste gang I ser jeres folkevalgte eller en kommunaldirektør eller centerleder eller noget andet råbe meget højt, at et tal for noget er gået op eller ned, så husk at spørge vedkommende, hvordan det går med selve kerneydelsen, kvaliteten af det de laver, og tilfredsheden hos borgerne.
Vi bliver nødt til at fastholde, at vi som borgere ikke lader os dupere af, hvor mange møder de holder på jobcentret, fordi det er en irrelevant oplysning, der tilmed kan have den utilsigtede effekt, at vi blot får flere offentligt ansatte, der render rundt for at få tallene til at se gode ud, mens 'kunderne' derude står måbende tilbage og spørger, hvordan i himlens navn det dog gavner dem.