Dennis Nørmark med opfordring til chefer: Stol på dine ansatte!

HER FOR NYLIG faldt jeg over et par billeder af legepladser fra 1980’erne. Det var nærmest med hjertet oppe i halsen, at jeg konstaterede, at det var et mirakel, at jeg og mine jævnaldrende overhovedet havde overlevet til teenageårerne.

Jeg husker rutsjebaner med seks meters fald, uden synderlig sikring på siderne. Vipper, hvor man pludseligt skød tre meter op i vejret, og karruseller, hvor man uforvarende kunne slynges et par meter ud på legepladsen, hvis man ikke holdt godt fast. En legeplads, hvor jorden ikke var beklædt med fjedrende gummifliser, men begyndte der, hvor naturen endte. Vi tog ud at sejle med vildtfremmede venners fædre, kørte uden cykelhjelm og fangede haletudser i den lokale dam uden den mobiltelefon som livline, jeg har udstyret mine egne børn med.

LÆS OGSÅ: Socialrådgiveren Lone: Bevar coronakrisens færre krav til ledige

Men sådan er børnelivet ikke længere.

Som litteraten David Jacobsen Turner, der har gjort sig de samme refleksioner, skriver det i en klumme i Weekendavisen, så ligger der bag 'den velmente omsorg det simple faktum, at vi ikke under vore børn den frihed, vi selv fik'.

FOR VI ER BLEVET mere nervøse, og nervøsiteten har skabt en hel industri omkring sig. Også når vi udskifter legeplads med arbejdsplads. Fagprofessionelle bekymrede gør opmærksom på, alle de trapper vi kan falde ned af, alle de risikable fejl vi kan begå, jeg har sågar set et sted, hvor der i kantinen står beskrevet, hvordan man åbner en sodavandsflaske, fordi en medarbejder i tidernes morgen fik skudt en kapsel op i øjet.

Men hvis en kultur af frygt og ængstelse breder sig, bliver det til mere end blot den umyndiggørende konstante påmindelse om, at virksomheden betragter dig som et barn. Selvfølgelig iklædt omsorgens varme sprog.

Hvis frygt og ængstelse breder sig, er der altid point til den, som kan udtænke de mest usandsynlige risici for noget, og så har man pludselig skuffen fuld af planer for hypotetiske katastrofer, der aldrig opstår. Hverdagen bliver lange rækker af mentale brandøvelser, og virksomheden får den ene 'brandvæg' efter den anden, hvor dokumenter skal underskrives, dobbelttjekkes og indrapporteres, inden nogen må gøre noget. For tænk nu hvis …

LÆS OGSÅ: Hvad gør man med angst og depression i coronatider: Få svar her

Nogle vil uden tvivl se denne agtpågivenhed som et fremskridt. De vil kalde det due dilligence eller rettidig omhu. De ser på nutidens legepladser og ser ikke et uskyldstab. men et fremskridt. De behøver ikke nødvendigvis at have uret her, men pointen er, at det også er nødvendigt med en modfortælling til fortællingen om Murphys Lov, hvor alt, der kan gå galt, som bekendt går galt. For langt det meste går faktisk ret godt, for det meste, ligesom langt størstedelen af mine jævnaldrende slap levende ud af barndommen. Måske med flere blå mærker end nutidens børn, men måske også med en mere robust tilgang til tingene.

Måske er det derfor, at nutidens arbejdsgivere efterspørger robusthed hos nutidens arbejdskraft, fordi man er blevet pakket så meget ind i vat igennem sin udvikling, at man også forventer, at en arbejdsplads kommer komplet med egen støttepædagog?

CORONAKRISEN ER SOM juleaften for alle dem, der lever af at sælge livremme og seler eller argumentere for den størst mulige grad af påpasselighed og forsigtighed. Virksomheder truer i øjeblikket ansatte med 14 dages selvbetalt karantæne, hvis de vover at besøge deres ødegård i Sverige, på trods af at hele familien har siddet i den samme bil hele vejen op til Blekinges mørke skove og ikke mødt en eneste pestbefængt svensker på vejen.
Havde man benyttet sig af lidt sund fornuft og lidt tillid til sine ansatte, kunne man uden tvivl have undgået sådan en restriktiv fortolkning, men ikke desto mindre bliver karantænereglerne mere og mere udbredte.

LÆS OGSÅ: Langvarige økonomiske kriser: Vi bliver dårligere til vores job

Årsagen til, at det er så svært at gøre andet end at skrue op for reglerne, mistilliden og overbeskyttelsen, er, at det kræver et enormt ledelsesmæssigt mod at sige pyt. Hver gang der er en ny regel, der skal beskytte medarbejderne imod deres egen dumhed, er der en chef, der risikerer at miste sit job, hvis han stoler på sine medarbejdere og fjerner reglen. For tænk nu hvis det efterfølgende går galt!

Når virksomhedens sælgere af livremme og seler dukker op med endnu en potentiel risiko, skal der mod til at sige, 'det tror jeg ikke vi behøver at lave en regel for'. For hvad hvis det i næste uge går galt?

MIN ERFARING ER, at jo større organisationen er, jo mere udtalt er denne nervøsitet, og derfor ser medarbejderne ind i en stadig stigende mængde af compliance og en personalehåndbog, der for hvert år bliver tykkere og tykkere, uden at nogen har nogen strategi for, hvornår det ender. Virksomheden Netflix erklærede for nogle år siden, at de kun ønskede at ansætte 'myndige og voksne mennesker' og afskaffede derfor både performance-målinger, men også en lang række regler for, hvor dyre hotelophold, rejser og middage deres ansatte måtte betale med firmakortet. Man indså, at det var dyrere at opretholde alle disse regler, end bare at stole på de ansatte.

LÆS OGSÅ: Forfatter: Coronakrisen har udstillet en del chefers overflødighed

Det er en almindelig psykologisk observation, at hvis man har høje forventninger til folk, så performer de også godt, og omvendt vil folk, der mødes med lave forventninger, også klare sig mindre godt. Det hedder Rosenthal-effekten. Måske er det faktisk en god forretning at stole på folk?

At gøre som Netflix er der få. som tør, fordi det kræver lige så meget mod for en leder at gå imod de professionelle fortalere for ængstelse, de omgiver sig med, som det gjorde for min mor, at sende mig ned til Lilleåen og fiske hundestejler. Men hun gjorde det, fordi hun stolede på mig, og jeg voksede af det. Mit håb er, at fremtidens organisationer, på trods af, at tingene engang imellem går galt, bevarer en tro på deres ansattes egen dømmekraft og kommer med en modfortælling til Murphys Lov.