Dennis K: Ingen tvivl, løntilskud koster job

14. jun 2013, 11:45
Fagforeninger nægter at stikke piben ind, selv om stor analyse viser, at løntilskud ikke presser fastansatte ud i det offentlige

Vrøvl. FOA-formand Dennis Kristensen køber ikke konklusionen i ny rapport, som viser, at arbejdsløse i løntilskud i det offentlige ikke presser almindeligt ansatte ud.

”I vores ende af arbejdsmarkedet er der ingen tvivl om, at ekstraordinære ansatte kommer ind på bekostning af ufaglærte og kortuddannede både på 3Fs og FOAs område,” siger Dennis Kristensen.

Tilskudsstillingerne bliver ellers så godt som frikendt i den længe ventede fortrængnings-analyse, som blev bestilt af regeringen tilbage i 2011. Den skulle undersøge, om løntilskud og virksomhedspraktik i strid med reglerne bliver brugt til at erstatte almindeligt ansatte i det offentlige.

Dennis Kristensen henviser til, at tæt på hver anden husassistent er ekstraordinært ansat. Hver tiende er i virksomhedspraktik eller løntilskud, en tredjedel i fleksjob, og syv procent i andre ordninger.

”Hvis ikke der skulle være tale om, at de fortrænger de ordinært ansatte, så skulle der altså være dobbelt så mange husassistenter som der var tidligere. Det kan jeg love dig, at der ikke er. Der er samlet set færre,” siger Dennis Kristensen.

Højtuddannede også i klemme

Heller ikke i den højtuddannede del af arbejdsmarkedet, kan man få undersøgelsens konklusioner til at stemme. Dansk Magisterforening vil ikke afvise resultatet af undersøgelsen, men står fast på den kritik, som fagforeningen har luftet flere gange.

”Basis for vores kritik er de meldinger, vi får fra tillidsrepræsentanterne om deres problemer med løntilskuds-ansatte,” siger formand Ingrid Stage.

På introkurser for foreningens tillidsrepræsentanter er der altid mindst én, der har oplevet, at fastansatte er røget ud, og at lønstilskuds-ansatte efterfølgende har overtaget deres arbejde, forklarer Ingrid Stage.

”Det er kun godt, hvis der generelt ikke er en stor fortrængningseffekt. Men vi ved, at der primært i kommuner og i specifikke afdelinger er problemer,” siger hun.

Skævvrider arbejdsmarkedet

Ingrid Stage mener, at tilskudsstillingerne generelt skævvrider arbejdsmarkedet, fordi de billige tilskuds-ansatte lægger pres på løn og arbejdsvilkår for ordinært ansatte.

Heller ikke beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) køber konklusionerne i sin egen udredning fuldt ud.

Som beskrevet af Avisen.dk i dag, har ministeren nu aftalt med Enhedslisten, at Ankestyrelsen skal undersøge konkrete sager for at se, om der forekommer misbrug af løntilskud.

Det sagde hun dengang

"Løntilskud må aldrig erstatte ordinært arbejde og kommunerne skal selvfølgelig overholde reglerne. Derfor har regeringen og Enhedslisten også iværksat en undersøgelse af løntilskuds- og virksomhedspraktikordningen og så må vi se, hvad resultatet viser."

 

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i en mail til Avisen.dk den 27. februar 2012.

 

Læs selv resultatet af undersøgelsen: