'Otte timers arbejde, otte timers frihed og otte timers hvile'.

Det var, hvad arbejdebevægelsen kæmpede for hver 1. maj frem mod 1919, hvor deres drømme blev til virkelighed. Og onsdag den 1. maj hæves de røde faner endnu en gang i Fælledparken i København.

Talerne vil i år blandt andet handle om barsel, social dumping og grøn omstilling. Og selvom det er noget andet end for 100 år siden, kan der alligevel trækkes visse paralleller til dengang, hvor det hele startede. A4 Nu har bedt en historiker ved Aarhus Universitet og en museumsinspektør om at trække de historiske linjer op. 

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

I starten af 1900-tallet var det ikke unaturligt at arbejde 10-12 timer om dagen, seks dage om ugen. Men det ændrede sig radikalt den 17. maj i 1919. Her underskrev Dansk Arbejdsgiverforening og det daværende LO, De Samvirkende Fagforbund, en overenskomstaftale, som gav langt de fleste danske lønmodtagere en otte timers arbejdsdag. 

Overenskomstaftalen var resultatet af et 29 år langt pres fra politikere, arbejdere og fagforbund. Siden 1890, hvor den første 1. maj blev afholdt i Fælledparken i København, var kampen om en otte timers arbejdsdag limen i det demonstrerende fællesskab.

- Hvor dagsordenen i de første 30 år lå fast, har det skiftet meget sidenhen. Alle mulige agendaer har fyldt på 1. maj. Også nogle, der ikke lige umiddelbart har noget med ”arbejdstid” at gøre, siger Josefine Albris, der er museumsinspektør på Arbejdermuseet, til A4 Nu og tilføjer med en vis henrykkelse:

- Vi kan ikke forestille os, hvor stor en sejr, det var. I 30 år var det en utopi. Forhandlingerne vidner om det længste politiske, tovtrækkeri i Danmarkshistorien. Det er slet ikke til at forstå, hvordan det må føles endelig at få den overenskomstaftale på plads.

Artiklen fortsætter efter billedet.

 

En otte timers arbejdsdag var i 29 år dét, man kæmpede for på 1. maj. Den historiske overenskomstaftale, som imidlertid sikrede den otte timers arbejdsdag blev underskrevet for 100 år siden i 1919. Foto: Arbejdermuseet 

De urokkelige murere

I et lille havehus i Murergade må triumfen og euforien have været på kogepunktet dén forårsdag i 1919.

Her lå Murersvendendes Stiftelse nemlig. De aktive i foreningen organiserede meget af den modstand, der skulle til for at indfri arbejderbevægelsens hede drøm: En otte timers arbejdsdag. 

- Murerne spillede en altafgørende rolle i forhandlingerne. I første omgang ville de have en "engelsk" uge. De vil have weekend. Så de nedlagde arbejdet gentagende gange, og deres fagforening fik så mange bøder, at den gik konkurs. I starten af 1919 indførte murerne så otte-timersdagen, hvorefter de blev lockoutet i tre måneder, og det vakte så meget harme blandt politikere og fagforeninger, at Stauning fik kaldt de nødvendige forhandlingsparter til bordet og fik sikret en overenskomstaftale, siger Josefine Albris. 

Murernes første træk var weekenaktioner. Herefter tog murerne fri, når de havde arbejdet i otte timer - i strid med den gældende overenskomst. Det massive pres på især Dansk Arbejdsgiverforening gjorde, at der lå en underskrevet aftale klar den 17. maj for snart 100 år siden. Overenskomstaftalen var gældende i alle fag, bortset fra landbrug og søfart, skriver Arbejdermuseet.

Ifølge historiker og lektor ved Aarhus Universitet, Niels Wium Olesen, skal overenskomstaftalen også ses som et udtryk for, hvad der skete uden for landets grænser. 

- I begyndelsen var der ikke politisk styrke til at imødekomme arbejdernes krav. Men den russiske revolution (1917, red.) skræmte  arbejdsmarkedsparterne til at imødekomme kravet. Det hjalp at organisere sig, siger Niels Wium Olesen. 

Artiklen fortsætter efter billedet.

Parolen er ikke til at tage fejl af: "8 timers frihed, 8 timers arbejde, 8 timers hvile". Det var sådan, arbejderbevægelsen ville have deres work-life-balance skruet sammen for 100 år siden. Med små modifikationer er det stadig gældende i dag. Foto: Arbejdermuseet

1. maj i dag: Internationalt udsyn forsvinder

Ifølge Niels Wium Olesen sagde man i arbejderbevægelsen inden Første Verdenskrig: "Vi vil aldrig gå i krig mod vores proletariske brødre i andre lande". Men det var lige præcis dét, der skete. 

- Den internationale solidaritet, der herskede frem mod Første Verdensskrig, blev udfordret. Bøtten blev vendt på hovedet. Og vi begyndte at gå op i nationale værdier. De to verdenskrige ændrede de internationale arbejderes loyalitetsbånd. Og 1. maj er stadig mærket af det i dag i sit udtryk, siger AU-lektoren og uddyber: 

- I dag som i efterkrigstiden bærer 1. maj-talerne præg af at skulle fortælle om opnåede, nationale resultater. Og så har de ofte en formaning om, at vi skal undgå splittelse, og at demokrati som samfundsform er noget, der holder, understreger Niels Wium Olesen. 

Arbejdernes børn kunne pludselig gå på universitetet. Det kan de stadig i dag
Niels Wium Olesen, Lektor og historiker ved Aarhus Universitet

Niels Wium Olesen beretter samtidig om, at der skete et enormt skift i både velstand og velfærd efter Anden Verdenskrig. Ændringen i samfundsstrukturen ændrede også 1. maj og vigtigheden af den som "kampdag". 

- Efter Anden Verdensskrig spiller de solidariske arbejderværdier godt ind i velfærdssamfundet. Og forestillingen om "sultens slavehær" giver ikke så meget mening mere. Arbejderne er begyndt at sidde i biler og synge "et rødt flag smælde". Det er en markør, der siger, at arbejderen nu er velstillet og er en del af middelklassen. Velstanden og velfærdsstaten var frisættende. Og arbejdernes børn kunne pludselig gå på universitetet. Det kan de stadig i dag. 

1. Maj afholdes onsdag over hele landet. Vanen tro vil det største arrangement - ligesom i 1919 - løbe af stablen i Fælledparken, København.

Her kan du du kan læser mere om programmerne for 1. maj i Danmarks fire største byer.