Den seneste måned er stort set intet frontpersonale blevet vaccineret

Vaccine_h__nd_kanyle_arm_Shwe_Paw_Mya_Tin_Reuters_Ritzau_Scanpix
Kun 45 procent af personalet på landets plejehjem er færdigvaccineret. Og tallet har stået stort set stille den seneste måned Foto: Shwe Paw Mya Tin/Reuters/Ritzau Scanpix
15. apr. 2021 16.45
Vaccination af frontpersonale er så godt som ophørt, efter vaccinen fra AstraZeneca blev sat på pause. Giv os en klar plan, lyder opfordringen fra FOA.

Ikke-vaccinerede medarbejdere i ældreplejen, på hospitaler, botilbud og andet frontpersonale har i ugevis måttet se langt efter at blive vaccineret, skriver Fagbladet FOA.

Sådan har det mere præcist været siden 11. marts. Her blev vaccinen fra AstraZeneca sat på pause, og netop den vaccine var i høj grad tiltænkt frontpersonalet.

LÆS OGSÅ: Undersøgelse: Mangel på værnemidler skabte frygt hos frontmedarbejdere

På plejehjem er andelen af færdigvaccineret personale for eksempel kun vokset fra 44 til 45 procent siden 15. marts, viser Sundhedsstyrelsens statusrapporter.

I FOA mener sektorformand Torben Hollmann, at myndighederne må fremlægge en plan, der sikrer, at frontpersonale igen bliver vaccineret.

- Vi risikerer at få et stort problem, fordi meget frontpersonale stadig kan blive syge. Det kan ramme for eksempel plejecentre, hvor der vil opstå en akut mangel på personale.

- Derfor skal der være en helt klar plan for, hvordan vi igen kommer i gang med at vaccinere frontpersonalet, siger Torben Hollmann.

Læger efterlyser også vacciner

Hos Yngre Læger efterlyses ligeledes en klar plan. Organisationen har derfor sendt et brev til blandt andet Sundhedsstyrelsen. Det skriver Ugeskriftet.dk.

- Der blev til at begynde med indledt en imponerende, effektiv vaccinationsindsats, hvor store dele af de sundhedsfagligt ansatte blev vaccineret i løbet af de første par måneder. Men så blev AstraZeneca-vaccinen sat på pause, og herefter er der ikke sket så meget.

LÆS OGSÅ: Rengøringsfolk er pressede og føler sig overset: 'Alt lukkes ned, hvis ikke vi var der'

- Konsekvenserne er lige nu, at vi har læger og andre ansatte i sundhedsvæsenet, der hver dag har direkte kontakt med covid-19-patienter, som ikke er vaccinerede. Det er ikke i orden, siger Helga Schultz, formand for Yngre Læger til Ugeskriftet.

Føler sig nedprioriteret

Serviceassistent Lene Kvist er en af de endnu ikke færdigvaccinerede frontmedarbejdere. Hun har modtaget første stik og skulle efter den oprindelige plan have været færdigvaccineret for flere uger siden.

- Det er hårdt at gå i uvished så længe. Jeg og mine kolleger bliver skubbet til side hele tiden. Vi føler os i den grad nedprioriteret, siger Lene Kvist.

- Jeg har fuld forståelse for, at de sårbare i samfundet også skal vaccineres, men vi går på arbejde hver dag og er udsat for smittefare. Det er hårdt både fysisk og mentalt. Vi er rigtig mange, der er trætte og frustrerede, fortsætter hun.

Melding om AstraZeneca på vej

I sidste uge begyndte man at vaccinere personer mellem 75-79 år, der tilhører målgruppe 8. Frontpersonalet er målgruppe 4.

LÆS OGSÅ: Vil ikke smide dyrebare corona-vacciner ud: Region prioriterer frontpersonale

Det forventes, at Sundhedsstyrelsen i denne uge melder ud, om vaccinen fra AstraZeneca genoptages eller helt droppes.

Fagbladet FOA har spurgt Sundhedsstyrelsen, hvornår ikke-vaccineret frontpersonale kan forvente at blive vaccineret, og hvorfor frontpersonale ikke er blevet tilbudt anden vaccine, mens AstraZeneca-vaccinen er pauseret. Styrelsen er endnu ikke vendt tilbage med svar.

Så meget frontpersonale er vaccineret

Vaccination af frontpersonale er stort set gået i stå, viser Sundhedsstyrelsens statusrapporter over vaccinationsindsatsen.

Herunder kan du se, hvordan udviklingen har været siden 15. marts.

Hospitaler: Andelen af færdigvaccinerede er steget to procentpoint - fra 43 til 45 procent. Andelen, der har fået første stik, er steget fra 25 til 27 procent.

Plejehjem: Andelen af færdigvaccinerede er steget fra 44 til 45 procent. Andelen, der har fået første stik, er steget fra 23 til 25 procent.

Hjemmepleje mv.: Andelen af færdigvaccinerede er steget to procentpoint - fra 41 til 43 procent. Andelen, der har fået første stik, er steget fra 27 til 28 procent.

Døgninstitutioner: Andelen af færdigvaccinerede er uændret. Andelen, der er påbegyndt vaccination er vokset fra 23 til 26 procent.

Kilde: Fagbladet FOA.