Den første reaktion var: FUCK!

27. aug 2008
Efter seks frustrerende år med barnløshed besluttede Keld og Henriette Hansen sig for at adoptere tvillinger. De fik et chok, da en efternøler meldte sin ankomst.

»Har du to koner?« Spørgsmålet får Keld Hansen ofte, når han hjemme i Dubai er i supermarkedet med sine tre børn. Typisk ryster han på hovedet, mens han smiler: »Nej – desværre.«

Spørgsmålene kommer af, at tvillingedøtrene Isabella og Natascha er adopteret fra Indien, mens lillebror Simon er bleg og lyshåret.

Syv barnløse år

I 1995 besluttede Keld og Henriette Hansen sig for at få børn. Men storkens vinger var stækkede, og lægerne kunne ikke give dem en faglig forklaring på deres barnløshed.

Behandling med insemination gav ikke frugt, og efter seks års forsøg gav parret op. Keld og Henriette var enige om, at det ville blive for hård en belastning at skulle gå i gang med reagensglasbehandling.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

»Den 20. februar 2002 fik vi så at vide, at vi skulle adoptere pigerne. Og de var lige fyldt et år, da vi hentede dem tre måneder efter på et børnehjem i Mumbai,« fortæller Henriette Hansen.

Chok og undren

Parret havde forberedt sig godt, og boligen i Holbæk var bygget færdig til at huse en familie på fire. Henriette og Keld bekymrede sig ikke om prævention, for hun kunne jo alligevel ikke blive gravid. Men 20. februar 2005 – præcis tre år efter beskeden om Isabella og Nataschas ankomst – opdagede Henriette, at hun var gravid.

»Den første reaktion var: FUCK! Vi havde været igennem så utroligt mange år, hvor det eneste, vi håbede på, var et barn. Derefter indstillede vi os på, at vi var en familie på fire, så graviditeten kom som et chok,« husker Henriette.

Forældrenes choktilstand blev efterfulgt af undren over, hvorfor Henriette pludselig kunne blive gravid.

»Det var måske noget med, at vi nu havde fået de to piger og gjort vores hus færdigt. Vi slappede måske mere af. Men vi har aldrig opsøgt nogen forklaring, og måske der bare ikke er en god forklaring på alting.«

For Henriette var det værste ved graviditeten andre menneskers reaktion. »Neeej, skal I have jeres eget barn,« var der mange, der sagde.

»De kommentarer slår lidt hårdt. Vi ser jo ikke sådan på det – alle tre er vores egne.«

Den omvendte verden

Simon er i dag snart tre år. Familien på fem har i snart et år boet i Dubai på grund af Kelds job som flyveleder. Familien har oplevet, at de arabiske reaktionsmønstre på familiens brogede udseende er noget anderledes end de danske.

»I Danmark skiller pigerne sig ud, mens det i Dubai er den omvendte verden. Der er pigerne blandt en masse mørke, og så er det Simon, der bliver klappet på hovedet,« griner Henriette Hansen.

faktaboks