Demonstranter angriber prins Charles bil

10. dec 2010
Demonstranter, der protesterer mod omstridte studieafgifter i London, angreb kongelig bil.

En bil, der transporterede prins Charles og hans kone Camilla, hertuginde af Cornwall, blev torsdag aften angrebet af demonstranter i det centrale London, oplyser en talsmand for prinsen. - Vi kan bekræfte, at prinsens bil blev angrebet, da den var på vej til London Palladium her til aften, siger talsmanden og fastslår, at både prins Charles og hans hustru var uskadte efter episoden. Bilen med de kongelige var på vej til en musikforestilling, da den blev angrebet af demonstranter, som protesterer mod forhøjede studieafgifter på engelske universiteter. Studieafgiften ventes at stige fra de nuværende 3290 pund (29.000 kroner) til op mod 9000 pund (80.000 kroner) fra 2012. I alt 323 parlamentarikere i underhuset stemte for forslaget, mens 302 stemte imod, hvilket betyder, at mindst 30 medlemmer af den regerende koalition ikke stemte for forslaget. /ritzau/Reuters

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her