Forud for vælgermøderne i Iowa var der ingen klar favorit blandt de demokratiske kandidater. En smule i front var dog den 78-årige senator Bernie Sanders. Foto: Carlo Allegri/Reuters/Ritzau Scanpix

Valgkaos i USA: Ved ikke, hvem der har vundet

4. feb, 07:44
Kandidaterne til at blive Demokraternes præsidentkandidat venter på slutresultatet fra primærvalg i Iowa.

Den 78-årige venstreorienterede senator Bernie Sanders siger, at han fører ved stemmeoptællingen ved Demokraternes vælgermøder i den amerikanske delstat Iowa.

Sanders henviser ifølge AFP til data baseret på næsten 40 procent af stemmerne. Han siger, at han står til at få 28,62 procent af stemmerne, mens den moderate tidligere borgmester Pete Buttigieg ligger på en andenplads med 25,71 procent.

Resultaterne i Iowa meldes forsinkede på grund af en "kvalitetskontrol", og derfor er der endnu ikke et officielt resultat.

- Vi er klar over, at dette ikke er fyldestgørende data, men vi mener, at vores stab og støtter har arbejdet for hårdt i for lang tid til at skulle vente på at høre om resultaterne af deres arbejde, siger Sanders rådgiver, Jeff Weaver.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Data indsamlet af Sanders stab viser, at den progressive senator Elizabeth Warren ligger på en tredjeplads med 18,42 procent, mens tidligere vicepræsident Joe Biden ligger på en fjerdeplads med 15,08 procent.

Den eneste anden kandidat med mere end 10 procent af stemmerne er Amy Klobuchar, som står til at få 10,93 procent i delresultatet fra Sanders-lejren.

Resultatet fra Iowa - som er det første i rækken af primærvalg i de amerikanske delstater - anses som et afgørende startskud for de håbefulde kandidater.

I mellemtiden har Trump som ventet fået opbakning fra de republikanske vælgere i Iowa.

Ifølge det demokratiske parti har der været "inkonsistens" i indrapporteringen af resultaterne fra vælgermøderne.

- Vi oplever en forsinkelse af resultaterne som følge af et kvalitetstjek og det faktum, at partiet skal udsende tre sæt data for første gang, skriver partiet.

Der henvises således til en række nye data, der i år skal offentliggøres fra delstatens primærvalg.

I Iowa afholdes primærvalget som et vælgermøde - et såkaldt caucus. Her mødes partimedlemmerne rundt om i delstaten for at stemme åbent om kandidaterne.

Vælgerne stiller sig i en gruppe i lokalet, alt efter hvilken kandidat de er tilhænger af.

Hvis gruppen ikke udgør mindst 15 procent af vælgerne, kan de enten forsøge at overtale andre til at tilslutte sig deres gruppe eller selv vælge en mere populær kandidat.

I år bliver der således ikke blot offentliggjort det endelige resultat af vælgermøderne, men det offentliggøres også, hvilken kandidat der fik størst opbakning i første hug - altså inden vælgerne omgrupperer sig.

Samtidig skal det offentliggøres, hvordan vælgerne har rykket sig.

/ritzau/AFP