Der er mødt omkring 100 mennesker op for at demonstrere foran byggepladsen Foto: Søren Dahl

Demonstration ved omstridt firmas byggeplads

30. jan, 10:15
Ifølge 3F bruger firmaet Dansk Boligbyg igen underentreprenører uden overenskomst.

Opdateret kl. 10.15 med oplysning om, at der nu er underskrevet en overenskomst

Nu er der igen problemer på en af firmaet Dansk Boligbygs byggepladser. 

I december blev en byggeplads i Tikøbgade på Nørrebro i København centrum for en voldsom faglig konflikt, da vrede stilladsarbejdere væltede et stillads. Ifølge 3F havde Dansk Boligbygs underentreprenør DS Byggeri brugt polske og litauiske medarbejdere, der ikke var uddannet i at opføre stilladser.

LÆS OGSÅ: Konflikt kan ramme over 600.000 ansatte: Sådan er du sikret ved strejke eller lockout

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Denne gang er det et større kollegiebyggeri i Valby, hvor der ifølge 3F igen er problemer med underentreprenører uden overenskomst. Der er mødt omkring 100 mennesker op for at demonstrere foran byggepladsen forud for et såkaldt 48-timers-møde torsdag morgen.

En af de første talere til demonstrationen er 35-årige Robert Marinescu, der er formand for den rumænske klub i BJMF. Han arbejder selv på den københavnske metro og har gjort det i tre år.

Han holdt en tale på rumænsk i forsøget på også at råbe de rumænske medarbejdere på byggepladsen op. 

- Jeg bad dem om at stå sammen og sige nej til de ting, der sker for dem lige nu i Danmark. De er lige med alle andre her. De er ikke anderledes, fordi de er fra Rumænien. De skal bede om en ordenligt løn, og de skal informeres om deres rettigheder, for når de kender deres rettigheder, så ved de, hvad de skal bede om, fortæller Robert Marinescu til A4 Nu efter talen.

Artiklen fortsætter efter billedet

Robert Marinescu har forsøgt at få de rumænske medarbejdere i tale. Foto: Søren Dahl

Han har forsøgt at få medarbejderne i tale, men de turde ikke af frygt for chefen, fortæller han.

- Det er svært for os at tale med dem, fordi firmaet tilbyder dem husly, så hvis de siger noget bliver de hjemløse og mister deres arbejde. De har ikke en fagforening, fordi de ikke ved, hvad det er, siger Robert Marinescu. 

Forhandlere kommer ud med underskrevet overenskomst

Først på formiddagen er bygningarbejdenes forhandlere kommet ud med en underskrevet overenskomst, og 3F vil nu tjekke op på, om firmaet har levet op til den. Ifølge 3F har nogle af arbejderne ikke fået pension, søn- og helligdagsbetaling, mens andre af de ansatte ifølge fagforeningen heller ikke fået den korrekte løn.