Del 2: June ulykkelig: Jeg blev fyret

3. sep 2009
June Menne blev fyret klokken kvart i syv. For tredje gang.

"Hej. Det er June. Ja, så er det tredje gang. Jeg er blevet fyret."
 
Der er stille på området omkring MAN Diesel. Der er adgang forbudt for journalister på denne store fyringsdag - da der var fyringsrunde i februar, blev det væg-til-væg pressedækket - og det vil ledelse og tillidsfolk ikke have gentaget.

Så June Laura Menne ringer fra sin mobiltelefon. Der er gået en halv time, siden hun fik sin fyreseddel.

Og hun er noget mere stille, end da vi skiltes et par timer tidligere.

"Jeg sidder sammen med min makker, som også er blevet fyret. Vi har lige brug for at sunde os," siger June Menne, og vi aftaler at tale sammen lidt senere.

"Det ser træls ud"

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Klokken er kvart over syv, og inde på fabrikken er teamlederne igang med at dele fyresedlerne rundt.

Nogen har samlet hele afdelingen, fordi alle skulle fyres. Andre har fyret individuelt - sådan er det sket i June Mennes afdeling. 

Hun har talt kort med sin mand, Henrik Menne, og sidder nu sammen med sin makker og prøver at få nyheden til at bundfælde sig.

Det er tredje gang, hun prøver massefyring: Først fra Danyard, så fra Ørskov og nu fra MAN Diesel.

Ikke job til 200 smede
 
Et stykke derfra ligger Metals Frederikshavns-kontor.

Formand Jørn Larsen skulle egentlig have haft ferie i dag, men har valgt at være på kontoret. Det er hans medlemmer, der får fyresedler i dag.

Midt i sortsynet kan han glæde sig over en ting: At antallet af fyrede timelønnede ikke blev 440, men landede på 341. Plus 61 funktionærer - 402 i alt.

Men det gør ikke verden rigtig lys - arbejdsløsheden for Metal-området er, med de nye fyringer, omkring 35 procent i Frederikshavn.

"Der kommer da arbejdspladser indimellem, men kun et par stykker. Der er ingen, der står og mangler 200 smede. Det ser lidt træls ud lige nu," siger Jørn Larsen.

"Frederikshavn er jo præget af at være en by, hvor der altid har været 2-3 store arbejdspladser, så vi har ikke den iværksætterkultur, de f.eks. har i Herning," siger han, inden vi kører ned til MAN Diesel igen.

Her møder vi Poul Knudsgaard, direktør på MAN Diesel, Frederikshavn. Han beklager fyringerne, men lægger vægt på at det nu er lykkedes at bevare 500 arbejdspladser.

At det kun er motorproduktionen, der er lukket.
"Det er ikke som Danyard og Lindø, vi beholder det lukrative og skærer det tabsgivende fra. Det bliver nærmest fremstillet som om, vi på MAN Diesel skylder byen noget, men vi har altså en lukrativ forretning med omkring 500 ansatte,"  siger han.

På kursus i "at fyre"

9.32 ringer June Menne igen.

Hun har sundet sig så meget, at hun nu kan fortælle, hvad der egentlig skete der tidligt på morgenen:

"Jeg kunne se det på min mester, da han kom ind. Han kom over til mig og spurgte, om vi skulle gå ind i et lokale - han har været på sådan noget kursus for at lære at fyre folk - men det ville jeg ikke. Det havde jeg ikke brug for - det ændrer jo ikke situationen."

"Men jeg er da ulykkelig og overrumplet og ked af det," siger hun.

Det havde hun også sagt til mester men samtidig fortalt ham, at hun ville være på pinden i morgen igen:

"Jeg er timelønnet, så jeg gør det, jeg skal. Det er jo det, jeg får mine penge for," siger hun.

faktaboks

Frederikshavn:

Man Diesel nedlægger motorproduktionen i Frederikshavn, og det betyder farvel til 341 timelønnede, oveni det farvel til de omkring 61 funktionærer, der blev fyret onsdag.

Produktionen stopper i juni 2010 og medarbejderne får en bonus på 60.000 kr., hvis de fortsætter frem til den dato.

I sidste uge sagde lysfabrikken Martin farvel til 140 medarbejdere, så det samlede arbejdsløshedstal for Frederikshavn nu er på vej mod de 3.000.

Der bor 23.500  i byen og 62.000 i hele kommunen.