Debattør: Hvad der er synd for de unge er, at flertallet af forældre har svigtet deres fornemmeste opgave

JEG ER IKKE STATSMINISTER eller politiker. Derfor behøver jeg ikke, at lægge fingrene imellem og være diplomatisk.

Derfor vil jeg tillade mig at kalde en spade for en spade og sige tingene, som jeg ser dem.

De unge føler sig ensomme under corona-krisen og er det synd for dem? Ja, det er det, men det er ikke så synd for de unge, som det er for de hundredetusinder af voksne danskere, der føler sig ufrivilligt ensomme, dag efter dag, år efter år, uden nogen udsigt til, at det nogensinde bliver anderledes eller bedre.

LÆS OGSÅ: Hvad gør man med angst og depression i coronatider: Få svar her

Hvad der er synd for de unge er, at flertallet af forældre har svigtet deres fornemmeste opgave - at forberede deres børn på livet - på godt og ondt. Især siden 90erne, er børn og unge blevet meget forkælede. Ikke så meget den ene i forhold til den anden, men generelt, det store flertal.

De har aldrig prøvet at mangle noget. Forældrene har altid været der til at klare ærterne, når tingene brændte på, og forældrene har fejet enhver modstand af vejen, som barnet eller den unge kunne støde på, endnu inden barnet overhovedet er nået frem til sagte forhindring.

De har ikke lært at falde og slå deres knæ. De har ikke lært at tage ansvar for sig selv.

LÆS OGSÅ: Skoleskib hjælper rodløse unge: Uden havde jeg ikke haft mit job i dag

Her under corona-krisen må de kun mødes fem ad gangen. Herregud. Der findes i hundredetusinder af voksne danskere, der end ikke har fem personer i deres omgangskreds, mange har slet ingen, hverken familie eller venner.

De er ikke ensomme grundet corona-krisen, for dem er ensomhed en livsbetingelse, som de lever i, grundet alder, sygdom og/eller økonomi. De er ensomme år efter år, nogle i årtier, mange begår selvmord, eller ønsker de havde modet til det.

DE UNGE FØLER SIG ENSOMME? Hvordan og hvorfor? De kan i løbet af nogle måneder får deres liv tilbage, deres sociale kontakter, deres fester, deres samvær med andre i skoler og på uddannelsesinstitutionerne, de vil hurtigt glemme, hvor svært det var under krisen.

Vil de unge mennesker så tænke på den ene eller de to elever i deres klasse, der aldrig bliver inviteret med til festerne, den elev de andre ikke gider, og som ikke lever op til 'fællesskabets' normer og krav. Den elev som måske endog mobbes og holdes udenfor fællesskabet?

LÆS OGSÅ: Ung på arbejdsmarkedet: Døren er lukket for unge med lave karakterer og højt fravær

Vil de tænke på deres ældre familiemedlemmer, der ikke er inkluderet i familiens skød? Deres oldemor der sidder alene på plejehjemmet? Deres moster eller onkel der altid sidder alene derhjemme? Og som vil vedblive med at sidde alene nu og til den dag, de dør?

JO, DET ER SYND for de unge. Ikke at de som alle andre skal følge nogle nødvendige restriktioner i en midlertidig krise. Men, at deres forældre ikke har levet op til deres forældreansvar og forberedt dem på, at livet ikke altid går med dem, men også i perioder imod dem.

At livet ikke altid er en dans på roser. At livet ikke er en lang fest, og at alt ikke bare kommer dumpende ned i skødet på dem.

I dag accepterer vi uansvarlighed hos unge mennesker, som en del af det at være ung. De stilles sjældent til ansvar for deres handlinger, hvor hensynsløse disse handlinger end måtte være. Man ser i dag uansvarlighed som en del af det at være ung.

Men er det ikke netop i barndommen og ungdommen, at hensyn og ansvarlighed skal læres? Er det ikke netop i barndommen og ungdommen, at man skal lære, at alle handlinger har konsekvenser – gode som dårlige?

Når man hører, at forældre beklager sig over, at samfundet lægger ansvaret for deres egne børn over på dem selv. Er netop denne laissez faire opdragelse af unge, som vi ser det i dag, ikke netop et svigt, fra forældrene, fra samfundet?

LÆS OGSÅ: Unge frygter i højere grad at gå ned med stress

Samfundet støtter de unge i deres navle-pillende offer-mentalitet, hvor det var bedre, at bede dem om at se tingene i et større perspektiv. Bede dem om at klemme balderne sammen, for jo mere de gør det, jo hurtigere kommer vi igennem denne krise.

Jo hurtigere kan de få deres normale liv tilbage. Burde vi ikke netop se corona-krisen som en 'learning curve' for de unge, noget de kan tage med sig og bruge resten af deres liv? En mulighed for at blive mere empatisk?

Hvordan man opfatter kriser er relativt til, hvor godt man er forberedt på, at kunne håndtere en krise – til at kunne stå på egne ben og tage ansvar for sig selv. Hvor vigtig er evnen ikke til, at man kan sætte tingene i perspektiv og derigennem evnen til, at kunne acceptere, at det her er noget vi alle må igennem – sammen.

Jo, det er synd for de unge, at de i øjeblikket ikke kan leve deres normale liv. Men det er ikke er mere synd for dem, end det er for så mange andre.

LÆS OGSÅ: Stress og ensomhed plager unge: 'Jeg har overvejet at stoppe og starte igen, når det hele er overstået' (dr.dk)