Fundamentet under de største nordiske bygge- og anlægskoncerner er fortsat solidt, selv om coronaen byder på udfordringer for branchens mastodonter. (Arkivfoto) Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Byggebranchen får et udfordrende efterår

19. aug, 08:00
Flertallet af de største bygge- og anlægskoncerner i Norden har indtil videre holdt skansen trods corona – men ordreindgangen bliver afgørende, vurderer analytiker

Fundamentet under de største nordiske bygge- og anlægskoncerner er fortsat solidt, selv om coronaen byder på udfordringer for branchens mastodonter, skriver Licitationen – Byggeriets Dagblad.

Sådan tegner billedet sig efter første halvårs regnskaber, hvor entreprenørkæmperne i Norden over en bred kam holdt skansen - dog med en enkelt undtagelse.

Det viser en gennemgang, som Licitationen – Byggeriets Dagblad har foretaget.

Branchens absolutte førerhund, svenske Skanska, oplevede ganske vist et fald i omsætningen på 5 pct., men formåede til gengæld at hive indtjeningen i vejret med 16 pct. for halvåret som helhed.

Ser man på de øvrige selskaber i den nordiske byggetop, formåede både svenske Peab og NCC, finske YIT og danske Aarsleff stort set at fastholde deres omsætning i første halvår, mens omsætningen hos norske Veidekke, som ejer danske Hoffmann, steg med godt 1 mia. kr.

Ifølge Veidekkes topchef Jimmy Bengtsson, blev selskabets aktiviteter opretholdt på næsten normalt niveau i perioden på trods af coronarestriktionerne.

- Vi har omsat for mere og leveret bedre resultater end i fjor, og vi har vundet nye opgaver, som vi glæder os til at tage fat på i månederne fremover, siger han i en kommentar til regnskabet.

Selv fra finske YIT, som er den eneste aktør blandt de seks største i Norden med røde tal på bundlinjen efter nogle tabsgivende projekter, lyder der optimistiske toner.

- Vi tror på, at vores præstation resten af året vil være væsentligt bedre end i første halvår, og vi står solidt positioneret til næste år, lyder det fra YIT’s topchef Kari Kauniskangas.

Ifølge Laurits Louis Kjærgaard, der er analytiker hos investeringsbanken ABG Sundal Collier, bliver ordreindgangen afgørende for, hvordan de vil klare sig igennem den kommende tid.

- Allerede i midten af 2019 sagde de fleste anlægs- og byggeselskaber, at det ser ud som om, vi er på toppen af cyklen for øjeblikket, og der vil komme en nedgang i markedet. Og så gik der corona i den, og det tror jeg egentlig bare har givet et ekstra skub på den udvikling, vi allerede så - at der nu er endnu flere private bygherrer, som sætter foden på bremsen. Det kan betyde større usikkerhed om selskabernes pipeline, siger analytikeren til Licitationen - Byggeriets Dagblad.