De rige blev rigere under Fogh trods krisen

17. aug 2010
40.000 flere danskere er blevet medlem af de riges klub siden 2001. Når skatten er betalt, står der ikke under 33.750 kr på kontoen hver måned

"For den, der har, til ham skal der gives," hedder det i Lukasevangeliet.

Det kunne være overskriften for gruppen af rige danskere, som har haft vokseværk siden Anders Fogh Rasmussen, (V) blev statsminister i 2001.

Gruppen er vokset med 20,5 procent og udgør i dag knapt 198.000 personer mod godt 164.000 i 2001. Og det er lykkedes gruppen at holde væksten oppe under finanskrisen.

Selv da aktiemarkedet kollapsede og boligpriserne begav sig ud i fritfald, mistede gruppen kun 10.000 medlemmer. Det svarer til det antal, gruppen blev forøget med på et år, da der var allermest gang i opsvinget omkring 2007.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Aktier, skat og boligpriser

Det viser helt nye tal, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE Rådet, har udarbejdet for Avisen.dk.

"Frem til 2007 steg antallet af rige kraftigt på grund af stigende boligpriser og stigende aktiekurser," siger Lars Andersen, direktør i AE Rådet.

Fra 2007 til 2010 har finanskrisen hærget - uden at de rige er blevet rigtigt skrammet af det.

Minimum 33.750 kr. efter skat

"Antallet er faldet lidt fra toppunktet i 2007, men så meget er det heller ikke faldet," siger Lars Andersen.

For at blive medlem af de riges klub skal man have en årlig indtægt på 405.000 kr. efter skat - 33.750 kr. om måneden til forbrug. Og det gælder kun for de fattigste af de rige. Hos gennemsnittet står der op mod 50.000 kr. hver måned. Når skatten er betalt.

At de rige har klaret skærene under finanskrisen skyldes ifølge AE Rådet de skattepakker, som regeringen og Dansk Folkeparti har lavet.

Skattepakken redder de rige

"De rige har mistet meget på aktier og på boligværdierne, men det er blevet modsvaret af skattelettelserne, som specielt har tilgodeset de rige," siger Lars Andersen.

AE Rådet har samtidig beregnet, at antallet af fattige er eksploderet tilsvarende i samme periode.

"Der er tydelige tegn på en øget polarisering i samfundet. Der er større forskel på rig og fattig, mens de, der skal stå for de bærende værdier, middelklassen, er skrumpet ind," siger Lars Andersen.

Og de gamle fylder osse

AE Rådets undersøgelse viser også, hvad medlemmerne i de riges klub laver. rigtigt mange af dem er ansat i realkreditinstitutterne - og så er rigtigt mange af dem ved at blive gamle.

Bare i 2007 var hver tiende rig gået på pension og det tal bliver ikke mindre de kommende år, viser AE Rådets analyse.

AE Rådet har undersøgt udviklingen i antallet af rige danskere fra 2001. Der er kun nøjagtige tal frem til 2007, herefter er det en prognose, som bygger på faldende boligpriser og aktiekurser frem til slutningen af 2009.

I 2001 var der 164.070 rige, i 2007 var tallet steget til 209.550 og prognosen viser, at tallet i 2010 er 197.730. En stigning fra 2001 til 2010 på 20,5 procent.

I følge undersøgelsen har de rigeste danskere en gennemsnitlig indkomst på 585.000 kr. efter skat. 48.750 kr. om måneder.

Undersøgelsen viser også, at boligprisers og aktiekursers himmelflugt sendte 'rige-klubben' i vejret i perioden 2004 til 2007.

 


skjultitel

  • Antallet af rige danskere er eksploderet siden 2001 - Avisen.dk tager dig med ind i de riges klub.