2021010818272731_1000
De Radikales leder Sofie Carsten Nielsen mener, at indstillingen fra Instrukskommissionen og Folketingets uvildige advokater er så klar, at Socialdemokratiet og Venstre nu bør stille sig bag en rigsretssag mod Inger Støjberg. Det skal være hævet over partipolitiske interesser, mener De Radikales leder, som samtidig erklære sig parat til at støtte en rigsretssag mod statsminister Mette Frederiksen (S), hvis resultatet af granskningskommissionen skulle pege i den retning i mink-sagen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

De Radikale til S og V: Stil nu Støjberg for rigsretten

8. jan 2021, 18:48
Mulige politiske lovbrud skal undersøges til bunds ved en rigsret, uanset hvilket parti ministeren kommer fra.

Statsminister Mette Frederiksen (S) og Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen (V) bør stoppe med at trække tiden, hæve sig over partipolitiske interesser og stille Inger Støjberg for rigsretten.

Sådan lyder det fra De Radikales leder Sofie Carsten Nielsen.

Udmeldingen kommer forud for, at De Radikale lørdag holder nytårsstævne med deltagelse af netop Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen formand.

De to ledere af henholdsvis regeringen og oppositionen er blandt de sidste, der mangler at tage stilling - for eller i mod - en rigsretssag mod Venstres tidligere udlændinge- og integrationsminister. Men nu går den ikke længere. Efter urolighederne i USA er der også i Danmark behov for at de store partier stiller sig entydigt på retsstatens side, mener De Radikales leder:

- Tiden er til at slå ring om retsstaten. Det bør være en sag for vi tre regeringsbærende partier.

LÆS OGSÅ: Chefredaktør: Rigsretten må tale

- Vi kan se, hvor det ender, når vi kigger til USA og det voldelige angreb, der har fundet sted der. For få år siden ville vi have svært ved at forestille os det angreb, men nu er det en realitet, siger Sofie Carsten Nielsen.

Hun ønsker, at partilederne for Folketingets to største partier afgiver et løfte om altid at undersøge mulige politiske lovbrud til bunds og tage de nødvendige retlige skridt i den retning. Også selv om det kan skade egne politiske interesser.

- Det kan godt være, at det ikke føles godt lige nu, og at det ikke passer ind i ens partipolitiske interesser. Men det går ikke. Vi er nødt til at sætte retsstaten over partipolitik og politiske uenigheder, ellers så undergraver vi vores demokrati, siger Sofie Carsten Nielsen.

Dermed gør De Radikales leder det også klart, at støttepartiet er parate til at stemme for en rigsretssag mod Mette Frederiksen i mink-sagen, hvis granskningskommissionen åbner for det skridt.

- Det er klart, at hvis en granskningskommission kommer frem til det, så vil vi også indstille til en rigsretssag. Vi tror på det grundlæggende demokrati, på delingen af magten og på de muligheder, vi har, for at undersøge ting til bunds.

Spørgsmål: Socialdemokratiet og Venstre har sagt, at de vil tage sig tid til at læse indstillingen fra Folketingets advokater, før de tager stilling for eller imod en rigsretssag mod Inger Støjberg. Er det ikke fair nok?

- Jo, det er fair nok. Men der har været tid, og jeg har læst det, og konklusionerne er ret klare. Derfor er jeg bange for, at det handler om noget andet. Nemlig om politik og taktik, hvor man sidder og lurepasser på hinanden: Hvem siger det nu først? Og det skal helst være det andet parti, så man ikke behøver at tage stilling. Det er retsstaten for vigtig til, siger Sofie Carsten Nielsen.

Hun vil tage opfordringen med, når hun lørdag eftermiddag møder Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen til digital debat på De Radikales nytårsstævne. Debatten bliver vist på TV2 News lørdag klokken 14.30.

/ritzau/