Rasmus Jarlov er ikke klar til at bruge besparelser på landets jobcentre til at finansiere tidligere pension til Arne og andre nedslidte. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

De Konservative blokerer for milliarder til Arne-pension

19. okt 2020, 11:28
- Hvis vi skal være med til at finansiere noget, så vil vi også være med til at bestemme, hvad pengene skal bruges til, lyder det nu fra finansordfører Rasmus Jarlov (K).

De Konservative er klar til at bremse finansieringen af retten til tidligere pension, skriver Berlingske.

LÆS OGSÅ: I pænt Københavner-kvarter bor polske arbejdere tæt sammen: 'Smitten kan sprede sig hurtigt her'

Den nye aftale om tidligere pension til Arne og andre nedslidte blev forhandlet på plads natten til lørdag den 10. oktober af regeringen, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

Den forventes at koste 3,5 millliarder kroner årligt, og 1,1 milliarder af dem skal findes ved besparelser på landets jobcentre. Og det er her, hvor Konservative nu kan stikke en kæp i hjulet for regeringens plan. Beskæftigelsesindsatsen er nemlig omfattet af et bredt forlig i Folketinget, så alle partier bag det forlig skal give deres accept til besparelserne. Det gælder også Venstre, de Konservative, Liberal Alliance og de Radikale.

Og den konservative finansordfører Rasmus Jarlov vil ikke være med.

- Hvis vi skal være med til at finansiere noget, så vil vi også være med til at bestemme, hvad pengene skal bruges til. Og vi har andre ønsker til, hvad den besparelse, man kan lave på jobcentrene, skal anvendes til, end at bruge dem på Arne-pension. Så det er ikke noget, vi siger ja til, siger han til Berlingske.

Ifølge regeringen selv vil den tidligere pension reducere udbudet af arbejdskraft med omkring 6.000 personer, når den er fuldt indfaset. Og Rasmus Jarlov siger til avisen, at De Konservative ikke kan se sig selv i en besparelse, der gør beskæftigelsen mindre end i dag. Venstre undrer sig over, hvor de mange besparelser på jobcentrene skal findes, men partiet har endnu ikke taget stilling til, om man vil blokere for aftalen ligesom De Konservative, siger beskæftigelsesordfører Hans Andersen til Berlingske.

Det har ikke været muligt for avisen at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S). Han henviser dog til aftaleteksten, hvor det fremgår, at regeringen i så fald vil opsige forliget på beskæftigelsesområdet. Det betyder i praksis, at besparelserne først kan træde i kraft efter næste folketingsvalg.