De er bare ikke lige så syge i Vestjylland

13. jan 2010
Sygehusfyringerne dækker over interne politiske kampe og dårlig budgetlægning

Der skal fyres på hospitalerne i både Region Midtjylland og i Region Hovedstaden? Hvorfor det?

Fordi budgetterne ikke hænger sammen. F.eks på Herlev hospital, hvor der mangler 135 mio. kr.. Allerede for et halvt år siden kom det frem, at der var dundrende underskud, og der blev sat en plan i værk.

Men det var ikke nok, så nu er der fyresedler til læger, sygeplejersker og sosu-assistenter. Og det skal gøres nu her i januar, så det kan mærkes mest muligt på årsregnskabet for 2010.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Hvad er grunden til det - det er jo ikke, fordi der er ledig kapacitet på hospitalerne?

Det er en abe, der bliver sendt rundt mellem regering, regioner og hospitaler. Hospitalerne får hele tiden nye opgaver og er presset på økonomien og behandlingsgarantien, som kommer fra regeringen.

Hvis ikke behandlingsgarantien overholdes, sendes folk på privathospital - det er dyrere - og så bliver regionernes økonomi endnu mere presset. Samtidig skal regionerne udligne mellem hinanden, og så opstår der hundeslagsmål.

Hvordan? Fortæl!

F.eks. skal Region Hovedstaden aflevere penge til Region Midtjylland - det var en del af kommunalreformen - og det er begge parter svært utilfredse med. Hovedstaden synes, de afleverer for meget - Midtjylland synes, de får for lidt.

Er der også personslagsmål?

I den grad. Vibeke Storm Rasmussen fra Hovedstaden og Bent Hansen fra Midtjylland - begge socialdemokrater og regions-formænd - har et mildest talt anstrengt forhold til hinanden.

De skændes højlydt, når de kan komme til det og er mere internt uenige, end socialdemokrater normalt er. Og det siger som bekendt ikke så lidt.

Er der nogen af dem, der har ret?

Det har de sådan set lidt begge to. Midtjylland har fået for lidt, og  Hovedstaden har givet for meget. Midtjylland skal ikke have så mange penge som Hovedstaden, fordi jyderne ikke er lige så gamle, og ikke lige så syge, som de er i hovedstaden. Hovedstaden har de mange tunge patienter, f.eks. inden for det psykiatriske område,

Får det konsekvenser for andre end de fyrede?

Ja. Forretningsudvalget i Region Hovedstaden har lagt en spændetrøje ud over hospitalerne. Fremover skal politikerne en gang om måneden have et komplet overblik over situationen på det enkelte hospital, så de ikke igen kommer i en situation som nu.

Var politikerne uforberedte?

Ja, de var. Rigtigt mange af dem måtte læse om det i avisen, og først tirsdag kom der papirer på bordet i Region Hovedstaden. Her hjalp det heller ikke, at konstitueringen efter kommunalvalget tog så lang tid. Først var der en SF'er i regions-borgmesterstolen, inden Vibeke Storm Rasmussen, kvinden, der ikke kan væltes, satte sig i den igen.

Hvad så med de nye super-sygehuse - f.eks. det ved Gødstrup i Midjylland, der fyldte så meget ved finanslovsforhandlingerne. Er Midtjylland også snydt her?

Nej, tværtimod. Midtjyderne har fået flest penge af alle til nye sygehuse og er klar topscorer med over 6.000 kr. pr. indbygger - Hovedstaden får kun 3.700. kr.

Hvorfor det?

Onde tunger - også blandt socialdemokrater og i Vestjylland - siger, at regionsborgmester Bent Hansen var mere end gode venner med Lars Løkke Rasmussen, da han var sundhedsminister.

Det gav Løkke ro på regions-bagsmækken, og Hansen fik penge hjem til nye sygehuse i det midt og vestjyske. Selvom de ikke er lige så syge der. Eller gamle for den sags skyld.

 

Hva' er meningen?

Avisen.dk's politiske redaktør, Elisabet Svane, går bag om fyringerne på sygehusene i Hovedstaden og i Midtjylland