DBU vil indlede disciplinærsag mod David Nielsen

30. okt 2008
DBU vil nu indlede en disciplinærsag mod fodboldspilleren David Nielsen for hans udtalelser om med vilje at ville tabe en kamp mod FCK.

Fodboldspilleren David Nielsen kan se frem til en disciplinærsag fra Dansk Boldspil-Union (DBU) for at bringe spillet i miskredit.

Sagen handler om, at David Nielsen i sin nye bog "Sorte Svin", der snart udkommer, fortæller, at han med vilje har forsøgt at tabe en fodboldkamp for AaB tilbage i 2004.

DBU ser med stor alvor på sagen og indleder nu en sag mod spilleren, der p.t. tørner ud for Strømgodset i Norge.

"DBU's ledelse har torsdag formiddag bedt DM-disciplinærudvalget indlede en undersøgelse mod David Nielsen med udgangspunkt i hans udtalelser, der umiddelbart kan karakteriseres som værende miskrediterende for fodboldspillet," skriver DBU i en meddelelse.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

David Nielsen fortæller om episoden i tv-programmet LPS på TV 2 torsdag aften, og den udsendelse vil DBU se med stor interesse samt bruge hans udtalelser i bogen som grundlag for sagen.

DBU har endnu ikke taget stilling til, om flere personer skal inddrages i undersøgelsen. Men selv hævder David Nielsen, at ingen i AaB kendte hans beslutning om, at forsøge at påvirke resultatet af kampen i negativ retning for sin klub.

David Nielsen fortæller, at baggrunden var, at hvis FC København, som AaB spillede mod den 23. maj 2004, blev danske mestre, så ville AaB sikre sig en billet til Uefa Cuppen, da holdet netop havde tabt pokalfinalen til løverne. Derudover ville de nordjyske spillere få en bonus på 300.000 kr. for at nå Uefa Cup-kvalifikationen.

Netop problemstillingen omkring kvalifikationen til Uefa Cuppen via kampen fik dengang DBU til at sende tre observatører til opgøret mellem FCK og AaB. Ingen af DBU' repræsentanter fra DM-disciplinærudvalg, DBU's DM-programudvalg samt DBU's Elitedommergruppe fandt noget uldent ved kampens forløb. Alle mente, at kampen var forløbet sportsligt korrekt.

Sagen har dog allerede fået politiske konsekvenser, da Enhedslistens Per Clausen har bedt sportsminister Karina Christensen om at svare på spørgsmål om sagen.

Per Clausen mener, at ministeren bør kontakte DBU med henblik på at få en samtale om, hvorvidt initiativerne for at forhindre svindel og aftalt spil i fodboldverdenen er tilstrækkelige.

-Newspaq

faktaboks