David Trads: Jo, vi er tvunget til at hæve mindstelønnen

FOLK, DER HAR DERES PÅ DET TØRRE, forstår desværre ikke, hvorfor folk, der sommetider hænger med en vis legemsdel i vandskorpen, kæmper indædt for at hæve mindstelønnen med 20, 30 eller 40 kroner i timen.

Dem, der tjener en fast månedsløn – typisk dem, der tjener mest; typisk dem, som er ansat i den offentlige sektor; typisk dem, der arbejder i sektorer uden social dumping – kan ikke rigtigt sætte sig ind, hvad problemet er. De får deres faste hyre ind på kontoen hver eneste måned.

LÆS OGSÅ: Fagligt aktiv maler inden OK-forhandlinger: 'Hvis de kommer ud med noget bras, så bliver folk da vrede'

Men … dem, der sidder i mere usikre jobs, med lavere løn, i den private sektor og i stigende grad med konkurrence fra østarbejdere, som spises af med lønninger tæt på mindstelønnen … ja, de ved præcist, hvad det her handler om:

Kampen om at beholde et job til en anstændig løn!

TAG BARE BYGGEBRANCHEN, som TV-Avisen i søndags beskrev i et indslag, der virkelig trak problemstillingen i forbindelse med forhandlingerne om en ny overenskomst skarpt op: Et byggesjak på 22 på en arbejdsplads i København fortalte i deres skurvogn om, hvad de mente er på spil:

”Vores største problem er, hvor meget vi egentlig skal gå ned i løn for, at vi overhovedet har et arbejde i forhold til alle de udenlandske arbejdere, der er … Alle ved jo, at danske arbejdere får 200 kroner i timen, og så er det underligt, når andre spises af med 126 kroner”, fortalte Daniel Jakobsen, betonarbejder.

Som alle ved, er det kun mindstelønnens størrelse, der afgøres ved overenskomsten. Den egentlige løn er et anliggende mellem den enkelte arbejdsgiver og ansatte. Udgangspunktet er mindstelønnen, som traditionelt er hævet betragteligt lokalt. Mindstelønnen i byggeriet er på 126 kroner, mens de ansatte på det sjak, som TV-Avisen besøgte, er på 200 kroner.

FØR DER KOM SOCIAL DUMPING, var det ikke noget større problem, men det er det i den grad blevet. Arbejdsgivere bruger i stigende grad især arbejdere fra Østeuropa til at presse lønnen, idet de går så tæt på mindstelønnen som muligt.

”Jeg er lidt vred over det, men jeg må jo finde mig i det. Det er ikke nok. Det er det mindste beløb, man kan leve nogenlunde for”, sagde han.

LÆS OGSÅ: David Trads: Underbetalte kinesere og litauere truer vores velfærd

Årsagen til, at han må finde sig i det, er selvfølgelig, at der ellers ikke er arbejde til ham. Masser af arbejdsgivere udnytter nemlig grænsen for mindsteløn til det yderste – og det er præcist derfor, at det er så vigtigt at kæmpe for at få netop den grænse hævet. Ellers kan det nemlig hurtigt blive Daniel Jakobsen og hans danske kolleger, der må ’finde sig i’ at arbejde til for lav en hyre.

Det store krav, som de har under de igangværende overenskomstforhandlinger, er derfor naturlige. Bo Nielsen, en anden betonarbejder, skar det ud i pap og bøjer det i neon:

”Ved at hæve mindstelønnen, får vi et værn mod det.”

Det er naturligvis helt korrekt. Hvis mindstelønnen i byggefaget eksempelvis stiger mellem 20 og 40 kroner og derved lander på 146 eller 166 kroner, så vil det selvsagt hindre chancen for at dumpe lønnen. Det vil hjælpe både danske og udenlandske arbejdere. Det vil være fair.

LÆS OGSÅ: Flere hundrede håndværkere til OK20-stormøde: 'Folk forventer sig meget den her gang'

Arbejdsgiverne er naturligvis stærkt utrygge ved den mulighed. Lars Storr-Hansen, administrerende direktør i Dansk Byggeri, har denne melding til kravet:

”Det lyder voldsomt.”

Ja, det gør det måske, men det lyder bestemt også rimeligt. For, jo, vi er tvunget til at hæve mindstelønnen, hvis vi fortsat vil sikre arbejde til en anstændig løn. Og, for resten, så går det jo godt i Danmark, så mon ikke virksomhedsejerne har råd til at dele lidt ud af overskuddet?