Næsten 32.000 er blevet testet for corona hos TestCenter Danmark siden 18. maj. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Danskerne valfarter til corona-test

27. maj, 12:40
Næsten 32.000 er blevet testet for corona, siden det for en uge siden blev muligt uden henvisning fra læge.

Danskerne valfarter til hvide telte for at blive testet for corona-smitte.

Tæt på 7.000 danskere fik en vatpind i halsen mandag i et af TestCenter Danmarks telte.

LÆS OGSÅ: Elefant stjålet fra dansk skov

Det er det højeste antal på en enkelt dag, siden det sidste uge blev muligt at blive testet uden en henvisning fra en læge, skriver Faglige Seniorers nyhedsbrev.

Næsten 32.000 er blevet testet for corona hos TestCenter Danmark siden 18. maj, hvor det blev muligt selv at tilmelde sig test gennem hjemmesiden www.coronaprover.dk.

Det fremgår af tal fra et svar, som Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke har givet Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg.

Ifølge oplysninger fra Den nationale operative stab (NOST) er 31.7652 blevet testet fra mandag 18. maj og otte dage frem. Flest blev testet mandag 25. maj, hvor 6.848 fik taget en prøve fra halsen for corona-smitte.

Der er ingen oplysninger om, hvilke aldersgrupper eller køn, der er flittigst til at lade sig teste.

Opgørelsen fra NOST viser, at i alt 77.233 danskere er blevet testet for corona siden 20. april og frem til nu.

Testen foretages i de hvide telte, som Testcenter Danmark har sat op i 16 byer over hele landet.

LÆS OGSÅ: Tv-kendis overrasker med ny kæreste