Danskerne: OK med chefordineret slankekur

8. maj 2012
Hvis en eller flere af kollegerne har til både gården og gaden, er det de færreste, der har problemer med, at chefen blander sig i deres vægt. Det viser en ny måling.

Det er helt i orden, at chefen blander sig i medarbejdernes vægt og sender de tykkeste af os på slankekursus.

Syv ud af 10 danskere har nemlig ikke noget imod, at arbejdspladsen blander sig i, hvor mange kilo vi slæber rundt på.

Det viser en ny måling, analysebureauet Wilke har lavet for Avisen.dk.

"Jeg er overrasket over, at så mange synes, at det er uproblematisk, at chefen bevæger sig ind i den ansattes privatsfære og blander sig i hans eller hendes vægt. Det plejer vi danskere at være ret så skeptiske overfor," siger Alexander Kjerulf, der har skrevet flere bøger om arbejdsglæde.

Målingen kommer i en tid, hvor flere og flere kommuner går direkte efter de ansattes deller.

Lige nu har cirka hver fjerde kommune et motionsprojekt for deres ansatte. Det viser en optælling, Avisen.dk lavede på baggrund af tal fra Forebyggelsesfonden sidst i april.

Hensyn til både tynde og tykke

Dykker man ned i tallene fra Wilke, kan man se, at to ud af 10 ligefrem mener, at det er 'en god idé', at arbejdspladsen blander sig i de ansattes vægt. Hver anden mener, at at det er enten 'i orden' eller 'acceptabelt'. Det svarer til syv ud af 10 - altså 70 procent.

Kun syv procent svarer, at det er 'helt utilstedeligt', at chefen blander sig i om de ansatte er æble- eller pæreformede.

Men uanset hvor lille mindretallet er, er det chefens ansvar at tage hensyn til alle - også tyksakken - så arbejdsglæden ikke daler.

[pagebreak]

Det mener manden, der lever af at undervise ledere i netop arbejdsglæde.

"En ansat, der vejer 50 kilo for meget, kan være genial til de arbejdsopgaver, han eller hun varetager. Vægt behøver ikke at være en hindring," siger Alexander Kjerulf og forsætter:

"Derfor er det vigtigt, at chefen ikke bevidst eller ubevidst diskriminerer. Hans initiativer skal med andre ord være helt frivillige. For eksempel ved jeg, at embedsmændene i Beskæftigelsesministeriet kan danse zumba en gang om ugen, hvis de har lyst."

Ikke et spørgsmål om kjolestørrelse

Formanden for Landsforeningen af Overvægtige, Adipositasforeningen, er enig. Diskrimination dur ikke.

Men når det er sagt, så håber hun, at målingen fra Wilke vil være en øjenåbner for dem, der fylder for to ved samlebåndet.

"Overvægtige bliver nødt til at se i øjnene, at det handler om deres helbred. Det er ikke et spørgsmål om skønhed eller kjolestørrelse, når chefen blander sig. Det er et spørgsmål om at forebygge, at de bliver syge," siger Birgitte Hansen fra Adipositasforeningen, der også er overrasket over målingen.

Hun mener, at en holdningsændring er ved at ramme de danske arbejdspladser.

"For et års tid siden holdt jeg et foredrag for tillidsrepræsentanter. Jeg sagde til dem, at jeg syntes, at de skulle opmuntre deres chefer til at tage en snak om sundhed og vægt under den årlige medarbejderudviklingssamtale, men det skulle jeg aldrig have sagt," siger formanden for de overvægtige og forsætter:

"Jeg blev buhet ud dengang. Målingen tyder på, at tillidsrepræsentanterne ville have reageret anderledes i dag."

Undersøgelsen

406 repræsentativt udvalgte danskere blev spurgt:

 

Kommunerne er begyndt at sende overvægtige medarbejdere på slankekurser.   Hvad synes du om, at arbejdspladsen blander sig i medarbejdernes vægt og sundhed?

 

Det er en rigtig god idé 20 pct.
Det er i orden 25 pct.
Det er acceptabelt 28 pct.
Det er ikke i orden 17 pct.
Det er helt utilstedeligt 7 pct.
Ved ikke 3 pct.