Danskerne giver flere penge til de fattige

8. jan 2010
Hjælpeorganisationer oplever rekordstigning og øget solidaritet danskerne imellem.

Den helt almindelige dansker har sat gavmildhed og solidaritet højt på dagsordenen i 2009. Sådan lyder det fra landets hjælpeorganisationer, der har oplevet en rekordstigning i bidragene fra private til de fattigste danskere.

Pengene bruger hjælpeorganisationerne på alt fra ferieophold og julehjælp til udsatte familier, uddannelsesmæssig støtte til enlige forsørgere til krisecentre for hjemløse og voldsramte kvinder og deres børn.

Hos Mødrehjælpen er bidragene steget med hele 140 procent fra 2008 til 2009. I 2009 modtog de 3.4 mio. kroner fra danskerne mod 1.4 mio. kr. i 2008.

"Vi oplever, at danskerne rykker sammen i krisetider. Den helt almindelige lønmodtager vil gerne bidrage og hjælpe dem, der har det allersværest. Og med den samfundsudvikling vi oplever, er der også et meget stort behov for det," siger direktør for Mødrehjælpen, Mads Roke Clausen.

Behov for flere tilbud

Det samme billede tegner sig hos ASF-Dansk Folkehjælp. Her er donationerne fra danskerne steget med 62 procent fra 2008 til 2009.

"De fattige familier i Danmark fik en uvurderlig håndsrækning af befolkningen. Det er et klart udtryk for solidaritet med dem, der i vores samfund har det sværest," siger generalsekretær i ASF-Dansk Folkehjælp Klaus Nørlem.

I 2008 modtog organisationen i alt 1.952.000 kroner. Det beløb blev øget til 3.314.773 kr. i 2009. Her stod de private donationer for ikke mindre end 2.350.000 kr.

"Det handler ikke kun om, "hvad vi gør imellem jul og nytår", men mere om "hvad vi gør imellem nytår og jul". De seneste år har vi måttet øge vores sociale tilbud til de familier, der lever under EU’s fattigdomsgrænse – en fattigdomsgrænse, som kun de færreste politikere er villige til at indføre i dansk sammenhæng," siger Klaus Nørlem.

Danmark har ikke en officiel fattigdomsgrænse, men tal fra OECD viser, at antallet af fattige i Danmark er steget med 40 procent fra 2001 til 2006. Det oplyser Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Mere i bøsserne

Danskerne har også puttet flere kroner i indsamlingsbøsserne hos Frelsens Hær.

"Vi har i år oplevet en klar stigning i donationer fra den helt almindelige dansker. Det har været meget positivt at opleve, at enkeltpersoner i år har givet mere, end de plejer. Så vores vurdering er, at vi i Danmark på den ene side oplever en stigende fattigdom, men på den positive front kan vi se en stigende solidaritet danskerne indbyrdes," siger informationschef Lars Lydholm fra Frelsens Hær.

På minussiden kan Frelsens Hær konstatere, at donationerne fra firmaer og fonde i år er blevet mindre. Det skyldes først og fremmest finanskrisen.





 

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her