Danskere i job: Skattereform gør os fattigere

15. jun 2012
Der er udbredt mistillid til regeringens skattereform. Hver tredje dansker i job forventer at få færre penge som følge af reformen. Færre forventer at få flere penge, selv om det er regeringens hensigt.

I sidste uge led trepartsforhandlingerne et katastrofalt forlis.

Manglende forståelse for, hvorfor det er nødvendigt at arbejde mere, når horder af arbejdsløse tigger om job, blev en torpedo mod en central del af regeringens økonomiske redningsflåde.

Tilsyneladende kniber det også med tilliden til, at den planlagte skattereform vil give den arbejdende del af befolkningen flere penge mellem hænderne.

Det viser en ny meningsmåling udført af Wilke for Avisen.dk.

Kun lidt over hver femte arbejdende dansker tror på, at de får mere ud af deres lønkroner, selv om det netop er det centrale budskab i regeringens udspil. Langt flere - knap hver tredje - forventer, at de får færre penge som følge af skattereformen.

Regeringen: Venstre forvirrer vælgerne

Socialdemokraternes skatteordfører Thomas Jensen skyder skylden på den tidligere regering.

"Oppositionen har i ti år flyttet penge fra almindelige lønmodtageres lommer til bankdirektørens konti. Jeg tror, at folk er forvirrede over den måde, hvorpå oppositionen og især Venstre har kritiseret vores skatteudspil," siger han.

Regeringen fremlagde sit udspil til en ny skattereform i slutningen af maj. Reformens grundpiller er en forhøjet indkomstgrænse for topskat og et øget beskæftigelsesfradrag, som tilsammen skal gøre det mere værd at arbejde.

Oppositionen: Sænk skatten

Oppositionen har kritiseret regeringen for blot at flytte kroner rundt mellem forskellige lommer - i stedet for at satse på reelle skattelettelser.

Venstres skatteordfører Torsten Schack Petersen forstår godt, at der hersker udbredt bekymring for at blive plukket efter en finjustering af Helle Thornings skattemaskine.

"Det understreger for mig, at det er vigtigt at sænke skatten frem for at flytte penge rundt," siger han.

Socialdemokraterne fastholder dog, at bekymringen vil fordufte, når først reformen får lov at vise sit værd.

"Folk vil se pengene på lønkontoen efter skat, før de er helt sikre på, at der er et nyt skattepolitisk flertal i Danmark, som giver skattelettelser til lav- og mellemindkomstgrupperne," siger skatteordfører Thomas Jensen.

Ekspert: Folk forventer at blive plukket

Professor i statskundskab Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet finder det bemærkelsesværdigt, at så mange som hver femte dansker i arbejdel på forhånd har købt budskabt om, at der vanker flere kroner.

Uanset politiske hensigter er vælgernes automatreaktion på skattereformer næsten altid, at de bliver plukket.

"Skattereformer er noget af det mest utaknemmelige, man kan kaste sig ud i som regering, så egentlige er det forbløffende, at så mange har accepteret budskabet," siger han.

Regeringen risikerer selvmord

Jørgen Goul Andersen betegner dog skattereformen som et "selvmorderisk element" i regeringsprogrammet, hvis negative indflydelse på vælgeropbakningen bestemt ikke er blevet mindre efter de kuldsejlede trepartsforhandlinger.

"Hvis regeringen har et overlevelsesinstinkt, får de lukket den her reform i en form, der efterlader så få som muligt med skrammer. Så kan de satse på, at folk bliver opslugt af EM og Tour de France i stedet, og har glemt alt om det her efter sommerferien," lyder anbefalingen.

Det forventer vi af reformen

 

"Hvordan forventer du, at din privatøkonomi bliver påvirket af en ny skattereform?"

 

  • Jeg får flere penge: 21 procent
  • Jeg får det samme som før: 28 procent
  • Jeg får færre penge: 31 procent
  • Ved ikke: 20 procent

 

Kilde: Wilke for Avisen.dk. 357 danskere i job adspurgt.