Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Dansk sygeplejerske testet positiv to gange

1. sep 2020, 07:21
Efter et forløb med covid-19 vendte dansk sygeplejerske tilbage på arbejde. Men så blev hun syg igen.

En 41-årig dansk sygeplejerske er to gange blevet testet positiv for coronavirus med tre måneders mellemrum.

Det skriver Ekstra Bladet tirsdag.

Det er første gang, at en dansker står frem efter at være testet positiv to gange.

Sygeplejersken, som hedder Marie-Louise Kleszewski og arbejder i hjemmeplejen, blev 11. april første gang testet positiv.

Herefter havde hun et længere sygdomsforløb. Hun vendte tilbage til sit job, da hun fik det bedre.

Men i juli fik hun det igen dårligt og fik derfor en ny coronatest. Den viste sig også at være positiv.

- Jeg kastede op og havde ømhed i hele kroppen. Da det så stilnede af, begyndte jeg at miste mine smagsløg og lugtesans. Svimmelheden var der fortsat, siger Marie-Louise Kleszewski om den første del af forløbet til Ekstra Bladet.

– Så blev jeg frisk og gik på arbejde, så min familie og alt det der. Pludselig blev jeg syg igen. Jeg fik ondt i halsen og havde de samme symptomer.

Sidste uge kunne forskere i Hongkong for første gang dokumentere, at en person havde været smittet med coronavirus for anden gang.

Ekstra Bladet har været i kontakt med flere sundhedseksperter, der vurderer, at det er sandsynligt, at den danske kvinde har været smittet to gange.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er sandsynligheden for falsk positive test generelt lille.

/ritzau/