Danske politikere: Tillykke Obama

5. nov 2008
Mens lykønskningerne strømmer ind fra hele verden, er heller ikke de danske politikere sene til at sige tillykke til den nyvalgte præsident.

Således modtager den danske statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V), nyheden om valgsejren med "et stort tillykke".

"Jeg har nydt det tætte venskab med Bush, og jeg er sikker på, at vi kan fortsætte og udvikle de tætte bånd med Barack Obama," siger statsministeren.

Oppositionens frontfigur, Helle Thorning-Schmidt (S), ser ligeledes muligheder for bedre forbindelser til USA.

"Jeg er ligeså begejstret som alle de amerikanere, der fejrer deres nye præsident i dag, og jeg tror, at jeg deler den begejstring med utrolig mange mennesker på hele kloden, der i dag ser en ny begrundelse for forholdet mellem USA og resten af verden," lyder det fra S-lederen.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Vicestatsministeren, og den konservative leder Lene Espersen, er også på pletten og taler om nyt håb i USA.

"Det Konservative Folkeparti ønsker Barack Obama tillykke med den store valgsejr. Jeg er overbevist om, at han vil vise store lederegenskaber og skabe håb og optimisme i USA," siger Lene Espersen.

Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, benytter lejligheden til at fastslå Danmarks forsatte støtte til USA.

"Det er vigtigt for USA at vide, at de kan regne med Danmark. Men det er altså også vigtigt for Danmark, at vi i USA har en stor, stærk støtte, der kender vores kvaliteter, og værdsætter vores hjælp, selvom vi er et lille land," forklarer Pia Kjærsgaard.

Både SF's og de Radikales ledere lægger vægt på symbolværdien i valgsejren til Obama. Margrethe Vestager (R) mener således, at valget betyder, at opdelingen mellem "dem og os", som vi også kender herhjemme, er slut. Villy Søvndal (SF) kalder valget for "en mavepuster til Fogh".

-Newspaq

faktaboks