20190617-091550-3-1920x2613we
Djaffar Sahlchi har tidligere advokeret for, at de allerrigeste i verden skal være med til at finansiere FN's verdensmålene. Løsningen på dette kunne være en global formueskat. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Dansk mangemillionær: ‘Beskat mig og de andre allerrigeste'

2. feb 2021, 16:00
Den danske mangemillionær Djaffar Shalchi råber de andre allerrigeste op og beder dem om at hjælpe det samfund, hvor de har skabt deres formuer, tilbage på benene efter coronakrisen. Det vil skulle ske igennem en højere, progressiv men stadig "fair" beskatning af de rigeste i samfundet.

For mange har 2020 været et hårdt år. Mange har mistet deres job, og mange små virksomheder har været nødsaget til at dreje nøglen om. Men for de rigeste har det været yderst profitabelt. De 2.200 rigeste i verden har i løbet af det seneste år forøget deres formue med 20 procent ifølge Forbes.

Det har fået Djaffar Shalchi, dansk erhvervsmand og mangemillionær, til at råbe de allerrigeste i verden op, om at gøre deres samfundsmæssige pligt og være med til at betale tilbage til det samfund, hvor de har bygget deres formuer. Det skriver han i en kommentar til Berlingske.

LÆS OGSÅ: Dansk mangemillionær: Vi rige betaler for lidt i skat

Djaffar Shalchi skriver bl.a., at mens andre har mistet hus og hjem under pandemien, så er hans egen formue steget helt uden at røre en finger:

- Fidusen er som følger: Mine aktier er blevet mere værd. Det samme er mine ejendomme. Som aldrig før. Så fidusen er, at penge avler penge. Systemet arbejder for folk som jeg, meget mere end det arbejder for den enkelte lønmodtager. Det er ikke retfærdigt og så oven i købet under en pandemi, verden ikke har oplevet før, skriver han i sin kommentar.

På længere sigt ville vi skulle tilbagerulle de skattelettelser, som er blevet indført de sidste 40 år
Djaffar Shalchi, mangemillionær

Han forklarer videre, at pengene skal komme tilbage til det danske samfundet via en højere, progressiv men stadig “fair” beskatning af de rigeste i Danmark.

Over for A4 Arbejdsliv uddyber Djaffar Shalchi:

- Det ville på kort sigt kunne ske ved, at man, ligesom Argentina gjorde tilbage i december sidste år, beskatter de rigeste i samfundet med tre til fem procent oveni det, de i forvejen betaler.

Disse ekstra penge bliver i Argentina bl.a. brugt til at betale for medicin under pandemien og hjælpepakker til små- og mellemstore virksomheder i samfundet.

Og ifølge Djaffar Shalchi bliver vi også nødt til at tænke på fremtiden:

- På længere sigt ville vi skulle tilbagerulle de skattelettelser, som er blevet indført de sidste 40 år, siger han.

LÆS OGSÅ: Dansk mangemillionær: De rigeste skal betale for Coronakrisen

Djaffar Shalchi har sammen med en gruppe af knap 100 andre millionærer tilbage i sommeren sidste år foreslået, at de rigeste skal betale for coronakrisen. Initiativet hedder “Millionaires for humanity”.