Danske firmaer skærer i ulandsstøtten

20. okt 2009
Der er færre penge til for eksempel at lære afrikanske mødre at give deres børn den rigtige mad. For virksomhederne holder på pengene i stedet for at give til ulandene.

Det har længe været moderne for danske firmaer at poste penge i hjælp til børn i ulande. Men det har finanskrisen ændret på.

Antallet af kroner fra virksomheder til u-landsbørn har siden 2004 været i kraftig vækst. Men den vækst er gået fuldstændig i stå i det første halve år af 2009. Det viser tal fra Børnefonden og Red Barnet.

”Finanskrisen kan godt mærkes. Fra at virksomheders bidrag er vokset kraftigt de seneste fem år, er den vækst total forsvundet i 2009. Det betyder, at vi kan blive nødt til at udskyde projekter et år eller mere,” siger Pia Andersen, som er Corporate Relations Manager i Børnefonden.

Færre latriner mod sygdomme
Nogle af de projekter, som kan risikere at blive udsat er bygning af sundhedshytter, brønde, skoler og børnehaver og latriner, så sygdomme ikke breder sig.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Sundhedshytter er et sted, hvor mødre lærer om ernæring, hygiejne og forebyggelse af sygdomme for eksempel malaria og aids. Børnene vaccineres mod generelle børnesygdomme.

12.000 færre børn får sundhedshytte
Havde væksten forsat som hidtil, kunne Børnefonden for eksempel have bygget cirka 20 sundhedshytter mere i år. En hytte kan servicere mere end 600 børn og deres mødre.

Også Red Barnet genkender problemet, men er glad for, at der ikke har været et fald i bidragene til hjælpeorganisationerne, men forhåbentlig kun en stagnation.

”Året er ikke slut endnu. Men i en tid, hvor firmaerne er præget af krise, er det flot, at de ikke melder sig ud af de støtteordninger, de er indgået i. Det er dog meget svært at få nye til at bidrage og støtte. Det kan betyde at vi ikke kan starte lige så mange projekter op, som vi hidtil har gjort,” siger Mogens Damgaard, der er kommunikationschef i Red Barnet.

Så meget gav de

Til Børnefonden
2004: 180.000 kr. 
2005: 840.000 kr.
2006: 1.700.000 kr.
2007: 2.000.000 kr.
2008: 3.000.000 kr.
I hele 2009: 2.280.000 kr.

Til Red Barnet
2004: 2.000.000 kr. 
2005: 4.000.000 kr.
2006: 5.000.000 kr.
2007: 6.000.000 kr.
2008: 6.500.000 kr.
Første halvår af 2009: 2.500.000 kr.