20200309-115309-4-1920x1920we__1_
Ifølge Dovista-topchef Allan Lindhard Jørgensen giver købet den danske koncern en stærkere position i særligt Polen, Schweiz, Slovakiet og Tyskland. Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Dansk gigant i milliard-handel

5. jan 2021, 08:12
Dovista, søsterselskab til Velux, køber division af schweiziske Arbonia. Prisen er 2,4 milliarder.

Den danske vindueskoncern Dovista køber schweiziske Arbonias division for facadevinduer- og døre.

Det oplyser Dovista i en pressemeddelelse. Prisen er omkring 2,4 milliarder kroner, oplyser Arbonia.

Den opkøbte division havde sidste år en omsætning på 2,5 milliarder kroner og har 2500 ansatte. Dovista har selv 4000 ansatte. Dermed vokser antallet af ansatte med mere end 50 procent.

Dovista står bag en række vinduesbrands - herunder Velfac og Rationel - og er ejet af VKR Holding, der også ejer Velux - kendt for ovenlysvinduer.

Ifølge Dovista-topchef Allan Lindhard Jørgensen giver købet den danske koncern en stærkere position i særligt Polen, Schweiz, Slovakiet og Tyskland.

I forvejen har Dovista sine hovedmarkeder i de skandinaviske lande samt Storbritannien og Irland.

- Med købet udvider vi Dovistas brandportefølje med fire stærke brands og bliver dermed en betydende producent af facadevinduer og -døre i Europa, siger han i en pressemeddelelse.

Købet er endnu ikke helt på plads, da det skal godkendes af konkurrencemyndighederne.

VKR Holding - ejeren af Dovista - beskæftiger samlet 16.000 ansatte på tværs af mere end 40 lande. VKR Holding er ejet af Kann Rasmussen-familien og Villum Fonden.

Kann Rasmussen-familien er blandt Danmarks rigeste familier med en anslået formue på knap 15 milliarder kroner ifølge en opgørelse fra Berlingske.

/ritzau/