Dansk tegner på forsiden af terrormagasin

6. jul 2010
Det første engelsksprogede magasin fra AlQaeda har den danske muhammedtegner som blikfang

Den danske Muhammed-tegner Kurt Westergaard er en jaget mand. Han kan nu ses på forsiden af et nyt magasin, der angiveligt er udgivet af Al-Qaeda.

Magasinet dukkede op på nettet i sidste uge og er det første engelsksprogede af slagsen.

På forsiden af magasinet er der udover et billede af Kurt Westergaard også en henvisning til, hvordan man laver "en bombe i sin mors køkken."

At den danske tegner nu bliver brugt som blikfang på et terrormagasin, tager han selv med ro.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

”Min sikkerhedssituation er i meget gode hænder hos PET, som indtil videre har løst det glimrende. Man kan ikke gå rundt og være bange, og så har jeg den fordel, at jeg efterhånden er en gammel mand, så fremtiden er begrænset. Det kan jeg godt leve med,” siger Kurt Westergaard.

Det er dog usikkert, hvor vidt magasinet, som bliver kaldt "Inspire" rent faktisk er autentisk. Hos det velansete amerikanske magasin The Atlantic, som var først med historien, skriver kommentator Marc Ambinder, at der også kan være tale om en fabrikation, som har til formål at skabe frygt eller udstille Al Qaeda.

Se magasinet her

Politiets Efterretningstjeneste, som står for sikkerheden omkring Kurt Westergaard, har noteret sig magasinet, men har ikke yderligere kommentarer til sagen.

Danmark er et hit for terrorister

På de første par sider kan man læse en indholdsfortegnelse og en leder fra redaktøren. Herefter er det ikke muligt at læse videre, da siderne kun fremstår i koder. Derfor kan man heller ikke læse, hvad der måtte stå om Kurt Westergaard.

Professor fra Aarhus Universitet, Mehdi Mozaffari, siger, at forsidebilledet er udtryk for, at Kurt Westergaard i Al-Qaedas øjne er blevet et symbol.

"Kurt Westergaard står som symbol på vestens arrogance og mangel på respekt for profeten Muhammed. Og blandt de fundamentalistiske grupper er der konkurrence om, hvem der først kan ramme Danmark," siger Mehdi Mozaffari.

Han tilføjer, at Danmark er et stort terrormål for Al-Qaeda, men det er mere sandsynligt, at man vil ramme lande uden for dets grænser.

”Det er svært for dem at ramme Danmark i Danmark. Det er mere sandsynligt, at de vil forsøge at ramme danske interesser i udlandet, på eksempelvis ambassader, som vi allerede har set flere eksempler på,” siger Mehdi Mozaffari.