Dansk soldat såret i ildkamp i Afghanistan

29. okt 2008
En dansk soldat fra Livgarden er blevet såret i kamp i Afghanistan. Han er uden for livsfare.

Onsdag eftermiddag lokal tid blev en dansk enhed, der var på patrulje i den såkaldte grønne zone angrebet af Taliban med håndvåben og panserværnsvåben.

Under ildkampen med de afghanske oprørere blev en 21-årig soldat ramt af en kugle i sin venstre skulder. Efter kampen blev han med helikopter fløjet til lejren Camp Bastion, hvor han blev indlagt på felthospitalet. Det oplyser Hærens Operative Kommando.

Den unge soldat var ikke hårdere medtaget, end at han selv har kunnet ringe hjem til Danmark og orientere sin familie.

Der er ingen informationer om sårede eller dræbte blandt Taliban-soldaterne.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

-Newspaq