Dansk opfinder får tøjet til at tale

9. feb 2014, 09:05
Dansk opfinder producerer tøj, der kan tale.

I Skejby har ordet snakketøj fået en helt ny betydning. Her lever Christian Dalsgaard bogstaveligt talt af at producere tøj, der kan tale.

Ved at putte bittesmå ledende kabler ind i stof og tekstiler gør han tøjet intelligent, så det fortæller forskellige oplysninger om sin bærer. Det skriver Lokalavisen Aarhus.

Christian Dalsgaard står bag firmaet Ohmatex, som blandt andet har opfundet en strømpe til Den Europæiske Rumorganisation. Strømpen kan måle astronauters muskelaktivitet og give besked, hvis de træner for meget eller for lidt.

Firmaet har også lavet en strømpe til patienter med hjertesvigt. Den måler, hvor meget væske patienterne har i benene, og giver automatisk hospitalet besked med resultaterne.

Til varesortimentet hører også intelligente bukser til fiskere, som automatisk giver besked til båd og redningspersonale, hvis fiskeren skulle falde over bord.

Sønnen gav idéen

Det var Christian Dalsgaards søn, der for snart ti år siden inspirerede sin far til at lave intelligent tøj. Den dengang fire-årige dreng viste glad sin far et par sko, der kunne blinke.

"Jeg husker det begejstrede blik, han havde i øjnene. Det satte nogle tanker i gang. Her har man et par skod sko, som kun kan lyse i tre måneder, men som i den grad begejstrer. Det gjorde, at jeg begyndte at undersøge, hvor man mon arbejder med sådan noget henne," fortæller Christian Dalsgaard.

Og her ti år senere har Christian Dalsgaard gjort det til sin levevej. I dag har firmaet otte ansatte.

Andres idéer bedst

Men selve det at få idéerne lader han helst andre om, forklarer han til Lokalavisen Aarhus.

“Ja, den klassiske forestilling om, at man bare lige står i værkstedet og skaber noget, holder altså ikke. Jeg vil helst lade andre om at komme med idéer, som er udsprunget af helt konkrete behov. Så det er med at besøge en masse kunder og høre om netop deres behov, og så får jeg halvdelen af idéerne fra min kone,” siger Christian Dalsgaard.

Og undervejs er det vigtigt ikke at lade sig slå ud for hurtigt.

“Hvis du får en idé, kan du være 99,9 procent sikker på, at en anden har fået den et andet sted i verden, men der kan altid findes flere vinkler på ideen. Så har man en god mavefornemmelse, skal man nogle gange tro på sin idé, også selvom alt peger i modsatte retning,” siger Christian Dalsgaard.