Dansk kvinde får særligt topjob

20210121-094932-3-1920x1280we
Entain er kendt for at eje bettingbrands som eksempelvis Bwin og Ladbrokes. (Arkivfoto) Foto: Peter Cziborra/Reuters/Ritzau Scanpix
21. jan. 2021 10.59
Jette Nygaard-Andersen er ny topchef for Entain. Det er første gang, en kvinde lander en stilling som hendes.

Danske Jette Nygaard-Andersen er udpeget som ny topchef i den britiske koncern Entain, der er en af verdens største sportsbetting-koncerner.

Det oplyser Entain i en pressemeddelelse.

Entain er kendt for at eje bettingbrands som eksempelvis Bwin og Ladbrokes.

Jette Nygaard-Andersen er langt fra ubekendt med Entain, da hun indtil nu har været ekstern direktør i koncernen.

Stillingen som administrerede direktør overtager hun fra Shay Segev, der er på vej videre til en topstilling i et andet stort bettingfirma.

- Jeg er meget begejstret for at have muligheden for at fortsætte det ekstraordinære momentum, som Entain har på sine eksisterende markeder, såvel som at hjælpe det med at komme ind på nye regulerede markeder og nå nye målgrupper, siger Jette Nygaard-Andersen i pressemeddelelsen.

Ifølge sin hjemmeside beskæftiger Entain mere end 24.000 personer på tværs af fem kontinenter.

Selskabet er noteret på børsen i Storbritannien.

Ifølge Reuters er Jette Nygaard-Andersen den første kvinde nogensinde, der er topchef i et børsnoteret bettingfirma i Storbritannien.

/ritzau/