Dansk Folkeparti vil ikke have pirater til Danmark

23. sep 2008
Danmark vil risikere gidselepisoder og repressalier fra piraterne ved Afrikas Horn, hvis ti tilfangetagne pirater fragtes til Danmark, siger Dansk Folkeparti.

Det danske krigsskib Absalon og frømandskorpset tog i sidste uge ti formodede pirater til fange – men der er ingen klare planer for, hvad man nu skal stille op med fangerne.

Regeringen havde på forhånd håbet, at eventuelle fanger ville kunne udleveres til lande omkring Afrikas Horn – men da landene alle praktiserer dødsstraf overfor pirater, kan det umiddelbart ikke lade sig gøre at udlevere dem.

Dansk Folkepartis politiske ordfører, Peter Skaarup, er vred over, at problemet ikke var blevet forudset.

Han frygter, at det kan føre til terror, hvis piraterne fragtes til Danmark.

"Vi har ikke noget ønske om, at de skal til Danmark, for vi bliver jo bekymrede for, at det måske kunne udløse gidselaktioner eller repressalier af forskellig art. Der kunne jo være andre pirater, der kunne finde på at lave aktioner til fordel for de tilfangetagne pirater," siger han til Newspaq.

Han vil nu kræve Forsvarsminister Søren Gade (V) og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) i samråd om sagen.

"Vi vil have klarhed over, hvad der skal ske. Det er uholdbart, at vi ikke på forhånd havde forestillet os, hvad der kunne ske. Vi bør nu og også til en anden gang tænke igennem, hvad man har tænkt sig at gøre, når man fanger pirater," siger han.

-Newspaq

faktaboks
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her