20210426045623688_1000
Mikkel E.G. Nielsen har som den første dansker nogensinde modtaget en Oscar for Bedste Klipning med filmen "Sound of Metal". Foto: Chris Pizzello/Ritzau Scanpix

Endnu en dansker vinder en Oscar

26. apr 2021, 05:24
Mikkel E.G. Nielsen er den første dansker nogensinde til at modtage en Oscar for Bedste Klipning.

Den danske filmklipper Mikkel E.G. Nielsen har modtaget prisen for Bedste Klipning i filmen "Sound of Metal" ved årets oscaruddeling.

Han er den første danske klipper nogensinde til at få den prestigefyldte hæder.

Mikkel E.G. Nielsen modtager prisen foran klippere af filmene "The Father", "Nomadland", "Promising Young Woman" og "The Trial of the Chicago 7".

I sin takketale takker den danske filmklipper en lang række personer bag filmen og siger blandt andet:

– Det har været som at følge en regnbue, og i dag fandt vi guldet.

"Sound of Metal" handler om trommeslageren Ruben, spillet af Riz Ahmed, der er trommeslager i et heavy metal-band, men som undervejs i filmen begynder at miste hørelsen.

Derfor takker den danske filmklipper i sin tale også døvesamfundet for at have lukket ham ind forud for filmen, så han bedre kunne forstå opgaven.

- Jeg vil også gerne takke mine venner, familie og mine forældre. Dem må jeg ikke glemme, tilføjer danskeren i talen.

Han fik overrakt prisen af den amerikanske stjerneskuespiller Harrison Ford.

Mikkel E.G. Nielsen, der er søn af Gnags-forsanger Peter A.G. Nielsen, er uddannet filmklipper fra Den Danske Filmskole i 2001.

Han har de seneste 20 år været en del af produktionen som klipper på flere danske biografsucceser. Blandt andet "Kongekabale" fra 2004 og "En kongelig affære" fra 2012.

Mikkel E.G. Nielsen modtog en Robert i 2005 for sit klippearbejde med "Kongekabale".

Han er aftenens anden danske oscarvinder, efter at "Druk" tidligere på aftenen modtog prisen for Bedste Internationale Film.

Filmens danske instruktør Thomas Vinterberg var også nomineret til prisen som Bedste Instruktør, men han måtte se favoritten Chloé Zhao modtage prisen for filmen "Nomadland".

Den danske instruktør Elvira Lind var også nomineret til en Oscar for Bedste Kortfilm med den amerikanske kortfilm "The Letter Room", men hun måtte se sig forbigået.

/ritzau/