- Naturligvis skal hjælpepakkerne ikke leve for evigt, men bliver der tale om et fuldt stop, så risikerer vi en chokeffekt med konkurser og afskedigelser til følge, siger Dansk Erhvervs direktør, Brian Mikkelsen. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Hjælpepakker: Erhvervsliv advarer mod brat stop

27. maj 2020, 10:17
Hvis hjælpepakkerne fjernes fra den ene dag til den anden, frygter dansk erhvervsliv konsekvenserne.

Regeringen har onsdag modtaget en rapport fra en ekspertgruppe, der har kigget på, hvordan de hjælpepakker, der er indført under coronakrisen, kan udfases.

Hvis regeringen skulle se bort fra et af rådene, er det ifølge dansk erhvervsliv rådet om, at hjælpepakkerne bør stoppe brat 8. juli, hvor pakkerne står til at udløbe.

- Det er en god og grundig analyse fra ekspertgruppen. Der er et sted, vi er uenige i deres konklusion. Det er i forhold til, hvor hurtigt de skal udfases, siger direktør hos Dansk Industri Kent Damsgaard.

- Der lægger ekspertgruppen op til, at de skal stoppe brat fra den ene dag til den anden. Der anbefaler vi at se på en gradvis udfasning, så vi sikrer de virksomheder, der er sunde og har mange arbejdspladser i sig.

Ekspertgruppen skriver, at der kan laves undtagelse for virksomheder, der stadig er ramt af restriktioner og forbud. De bør ifølge ekspertgruppen få støtte længere tid.

Her appellerer Kent Damsgaard til, at de undtagelser baserer sig på økonomiske konsekvenser mere end bare rå jura.

- Vi mener, at vi skal se bredere på det, end kun de virksomheder, der direkte rent juridisk er lukket ned. Men også se på hvilke virksomheder, der er hårdt ramt økonomisk også indirekte af de restriktioner, som findes.

Han nævner, at underleverandører måske ikke er lukket - men derfor sagtens kan være hårdt ramt af restriktioner. Derudover kan der være eksporterhverv, der har svært ved at sælge sine varer i udlandet under de nuværende vilkår.

Også Dansk Erhvervs direktør Brian Mikkelsen er bekymret for at brat stop af hjælpepakkerne.

- Naturligvis skal hjælpepakkerne ikke leve for evigt, men bliver der tale om et fuldt stop, så risikerer vi en chokeffekt med konkurser og afskedigelser til følge, siger han.

- Vi skal virkelig sikre os, at opbremsningen ikke bliver for hård. Sker det, så vil det også betyde, at en del af de betydelige midler, som allerede er postet i hjælpepakkerne, vil være spildt.

/ritzau/