Det danske biotekselskab Veloxis er på vej mod at blive solgt for knap ni milliarder kroner.

Det japanske selskab Asahi Kasei Group har budt 8,9 milliarder kroner for selskabet. Det oplyser Veloxis i en meddelelse til fondsbørsen.

Veloxis er et biotekselskab, som blandt andet udvikler et middel, som patienter, der skal have en ny nyre, tager for at undgå, at kroppen afstøder det.

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

Veloxis' største aktionærer har allerede sagt ja til købstilbuddet. Det gælder Lundbeckfonden og Novo Holdings, der er pengetanken bag Novo Nordisk.

Samtidig bakker både ledelsen og bestyrelsen i Veloxis op om salget. De anbefaler de øvrige aktionærer at skille sig af med deres aktier.

Samlet har 81,2 procent af aktionærerne i Veloxis sagt ja til at sælge, og i salgsaftalen er det en betingelse, at mindst 80 procent går med til at sælge.

Dermed ser salget ud til at være en formalitet, medmindre en tredje aktør kommer på banen med et andet tilbud.

Veloxis var frem til 2002 en del af medicinalselskabet Lundbeck, men det blev dengang udskilt og har siden stået på egne ben.

Veloxis har 60 ansatte og havde sidste år en omsætning på 267 millioner kroner og fik et underskud på 36 millioner kroner.

Michael Heffernan, bestyrelsesformand i Veloxis, mener, at et salg er det rigtige skridt for selskabet.

- Veloxis har skabt væsentlig værdi for alle aktionærer, hvilket vi mener er reflekteret i dette overtagelsestilbud.

- Vi er begejstrede over det engagement, Asahi Kasei har vist for den videre udvikling af Veloxis, der stadig fastholder Veloxis' fokus på at forbedre transplanterede patienters liv, siger han i meddelelse.

Asahi Kasei Group er en del af en koncern med 40.000 ansatte på verdensplan.

Koncernen arbejder inden for en lang række brancher - blandt andet bolig-, sundheds- og hospitalssektoren.

/ritzau/