pernille-knudsen2
Pernille Knudsen, viceadministrerende direktør i DA, mener, at fagbevægelsen fralægger sig sin del af ansvaret ved et lægge al ansvar over på arbejdsgiverne. Foto: Dansk Arbejdsgiverforening

Arbejdsgivere om krænkelser: Der er ikke behov for mere lovgivning!

27. okt 2020, 06:00
Fagbevægelsen og Enhedslisten vil have, at arbejdsgivere skal kunne hæfte for ikke at have gjort nok for at forebygge seksuel chikane i tilfælde af en sag. Det er Dansk Arbejdsgiverforening dybt uenig i.

Hvis en medarbejder bliver krænket, skal arbejdsgiveren bevise, at han eller hun har gjort alt for at forebygge krænkelser og seksuel chikane på arbejdspladsen, ellers skal arbejdsgiveren hæfte.

Det mener både fagbevægelsen og Enhedslisten, der nu stiller et beslutningsforslag om netop det i Folketinget.

LÆS OGSÅ: Sofie Linde-opråb vil ændre alt: Fra side 220 i personalehåndbog til handling

I Dansk Arbejdsgiverforening (DA) er man lodret uenig. Pernille Knudsen, der er viceadministrerende direktør i foreningen, siger, at der ikke er behov for yderligere lovgivning på området.

- Arbejdsgiver har allerede ansvaret for at skabe et sundt og sikkert arbejdsmiljø, og herunder at der ikke findes sexchikane sted på arbejdspladsen. Jeg tror ikke på, at et indirekte objektivt ansvar vil ændre på noget. Det er derimod en kultur, der skal ændres på arbejdspladserne. Det er naivt og forfejlet at tro, at det vil ske ved et indirekte objektivt ansvar, siger hun. 

Det er urimeligt, hvis en arbejdsgiver skal have det ansvar.
Pernille Knudsen, viceadministrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening

I et åbent brev foreslog 53 forbundsformænd i fredags, at man netop indfører et ’indirekte objektivt arbejdsgiveransvar,’ som Enhedslisten nu stiller forslag om i Folketinget.

- Indirekte objektivt arbejdsgiver ansvar betyder, at man fastlægger nogle retningslinjer til, hvad der kan kræves af arbejdsgiverne for at undgå seksuel chikane på arbejdspladsen. Hvis seksuel chikane forekommer på arbejdspladsen og disse retningslinjer ikke er overholdt, så hæfter arbejdsgiveren for godtgørelseskravet til den, der er blevet udsat for krænkelsen, forklarer formand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Lizette Risgaard i et svar til A4 Arbejdsliv og understreger, at det ikke er et fuldstændig fremmed fænomen.

- Vi har fx en lignende domstolspraksis på ligelønsområdet, lyder det fra FH-formanden.

- Det er urimeligt 

Men i DA har Pernille Knudsen svært ved at se, hvordan det skulle fungere i praksis. 

- Du vil komplicere problemet yderligere. Hvordan skal du som arbejdsgiver holde tredjemand ansvarlig, som eksempelvis kunder eller patienter, der kommer på arbejdspladsen. Det er urimeligt, hvis en arbejdsgiver skal have det ansvar. Ligesom der kan stilles spørgsmålstegn ved, hvad der er passende forholdsregler. Der vil meget hurtigt kunne komme en masse diskussioner, siger Pernille Knudsen.

Hun mener, at fagbevægelsen fralægger sig sin del af ansvaret ved et lægge al ansvar over på arbejdsgiverne.

LÆS OGSÅ: Maja har fået nok af sexistiske kolleger: 'Han synes, det var okay at råbe 'fisse' efter mig'

- En af de ting der også gør, at jeg er kritisk over for det her forslag, er, at fagbevægelsen skriver sig selv ud af at tage ansvar. Arbejdsgiverne skal gå forrest og har allerede vildt meget ansvar. Men fagbevægelsen har også et ansvar, for det handler også om kollegaskab, og det handler om, at man som medarbejdere bruger de ordninger, der allerede er, som eksempelvis i tillidsmandsystemet og i arbejdsmiljøsorganisationerne. 

Pernille Knudsen mener, at arbejdsgiverne skal sikre et fokus på seksuel chikane.

- Det skal ske ved konstant at være opmærksom på problemet, samt at der er nogle tydelige retningslinjer på arbejdspladsen. Samtidig skal medarbejderen være tryg ved at kunne gå til sin arbejdsgiver eller andre på arbejdspladsen. Og det er ikke nok, at man taler om det lige nu, fordi der er den her debat. Det skal være et vedvarende fokus. og det skal være retningslinjer, som man fastholder, og som alle på arbejdspladsen er opmærksomme på.

Fokus i hjem og skoler

Den viceadministrerende direktør synes desuden, at det er et strukturelt problem i samfundet, der skal være fokus på - ikke kun på arbejdspladserne.

- Jeg synes, det er ret vigtigt at tale om, at vi skal have fokus på, hvad der sker på området i hele samfundet. Hvordan arbejder man med det i skolerne og i private hjem. Det er vi nødt til for også at kunne skabe den bedste kultur på arbejdspladserne, siger Pernille Knudsen til A4 Arbejdsliv.

LÆS OGSÅ: Lene udsat for sexchikane på jobbet: 'Vidste ikke, om jeg selv var skyld i det'