20210201065219605_1000
Myanmars demokratisk valgte leder, Aung San Suu Kyi (foto), blev natten til mandag dansk tid anholdt under et militærkup. Dansk ambassadør kalder det et "stort tilbageskridt" for demokratiet. (Arkivfoto) Foto: Bria Webb/Reuters

Militærkup i Myanmar: Dansk ambassadør rystet

1. feb 2021, 07:39
Ifølge den danske ambassadør i Myanmar var landet slået ind på en demokratisk vej, men militærkup ændrer det.

Telefonlinjer og internettet er lukket ned i Myanmar, efter at militæret har taget kontrollen over landet i de tidlige morgentimer mandag.

Derfor er det sparsomt med oplysninger for den danske ambassadør i landet, John Nielsen.

Han vågnede op til meldingen om, at Myanmars demokratisk valgte leder, Aung San Suu Kyi, var blevet anholdt under et militærkup.

Siden har han støbt meldinger sammen om situationen, der stadig er meget ny og ifølge ambassadøren "meget bekymrende".

- Vi er rystede over, hvad der er sket. Der var ingen, der havde forestillet sig, at dette ville ske, siger John Nielsen på en telefon fra ambassaden, hvor han fortsat har forbindelse til omverden, mandag morgen dansk tid.

- Myanmar var slået ind på en demokratisk vej trods alle de problemer, der i forvejen var. Det her er et stort tilbageskridt for landet, lyder det videre.

Han fortæller, at situationen op til, at Myanmars nye parlament mandag skulle samles, var spidset til i løbet af den sidste uge.

Det fik blandt andet Danmark og resten af EU samt USA og Australien til at opfordre til en rolig overdragelse af magten fredag.

Men overdragelsen blev alt andet end rolig, og der er mandag blevet erklæret undtagelsestilstand i landet.

- Jeg sidder i Yangon (Myanmars største by, red.), hvor situationen er nogenlunde rolig. Men regeringsbyen (Naypyidaw. red.) er helt lukket, adgangen til den internationale lufthavn er lukket, og der er meget militær i gaderne, siger John Nielsen.

Med de meldinger som ambassadøren har, så tyder militærkuppet på, at parlamentet, regeringen og alle retsinstanser er opløste, mens militærets leder, Min Aung Hlaing, er indsat som de facto-leder.

- Det er et kæmpe tilbageskridt for den demokratiseringsproces, der var i gang, at militæret vender tilbage efter at have siddet på magten i 50 år, inden det trak sig i 2011, siger John Nielsen.

Han forventer, at der i de kommende dage vil komme demonstrationer mod militæret.

- Det er svært at forestille sig, at folk vil acceptere situationen, siger han.

- Vi opfordrer derfor danskere i landet om at forholde sig roligt og ikke bevæge sig rundt eller rejse rundt, siger John Nielsen.

Da der ikke er så mange danske turister i landet på grund af coronapandemien, har ambassaden primært været i kontakt med fastboende danskere.

/ritzau/