20201211084340354_1000
FILES-FRANCE-HEALTH-VIRUS-VACCINEForsinkelsen fra Sanofi får ikke betydning nu og her for Danmark, da vaccinen ikke er blandt dem, som er længst fremme i udviklingen. (Arkivfoto) Foto: Joel Saget/Ritzau Scanpix

Danmark satser på seks vacciner - nu er en af dem forsinket

11. dec 2020, 09:01
Vaccine fra Sanofi og Glaxosmithkline har ikke vist god effekt for personer over 50 år og forsinkes.

Danmark har option på at købe seks mulige coronavacciner. Men den ene af dem er nu blevet forsinket.

Det er vaccinen fra det franske medicinalselskab Sanofi og britiske Glaxosmithkline, som nu først ventes på markedet i slutningen af 2021.

Det oplyser Sanofi i en pressemeddelelse.

Tidligere har planen været at få vaccinen på markedet i juni 2021.

Forsinkelsen skyldes, at der er kommet resultater fra de første to af de tre forsøgsstudier, som medicinalselskaber skal igennem under udviklingen af et lægemiddel.

Resultaterne viste en respons for personer i alderen 18 til 49 år, mens vaccinen ikke var lige så effektiv for personer på 50 år eller derover.

Vaccinen skal nu justeres, og det er baggrunden for forsinkelsen.

Danmark har via EU indtil videre forhåndsindkøbt vacciner fra seks selskaber, der er ved at udvikle vacciner mod coronavirusset.

EU's strategi med indkøb af vacciner er at sikre vacciner til alle borgere i EU, og derfor har man indgået aftaler med seks selskaber, som samlet set vil kunne levere flere vacciner, end der er brug for.

Det er for at sikre, at der er vacciner nok til alle, selv om et eller flere af de seks selskaber måske aldrig får godkendt deres vacciner.

Forsinkelsen fra Sanofi får ikke betydning nu og her for Danmark, da vaccinen ikke er blandt dem, som er længst fremme i udviklingen.

Længst fremme er vaccinen, der er udviklet af amerikanske Pfizer og tyske Biontech.

Vaccinen skal evalueres 29. december hos Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) med henblik på at blive godkendt i EU.

Hvis alt går vel, kan den blive godkendt 31. december. Derefter kan de første danskere blive vaccineret i januar.

I alt har Danmark via EU muligheden for at købe vacciner til 16 millioner personer.

Det er dog kun en mulighed, og det er ikke sikkert, at man vil gøre brug af alle aftaler.

Det vil uanset hvad kræve, at alle seks selskaber lykkes med at få deres vaccine godkendt.

/ritzau/