Denmark COVID-19 Herlev HospitalMens antallet af indlagte med coronavirus i Danmark falder med tre siden opgørelsen i går, stiger antallet af dem, der er indlagt på intensiv, og dem, der er lagt i respirator, en smule. (Arkivfoto). Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Overblik: Antallet af intensiv-patienter stiger

24. maj, 14:27
Efter to dage uden nogle registrerede døde med corona, stiger det danske dødstal med én til 562.

Der er registreret én død med coronavirus i Danmark det seneste døgn.

Det viser en opgørelse fra Statens Serum Institut søndag.

Hverken fredag eller lørdag blev der registreret nogle nye dødsfald i den danske statistik - men fra lørdag til søndag stiger dødstallet med én til i alt 562.

Coronavirus er ikke nødvendigvis dødsårsagen, selv om dødsfaldene indgår i opgørelsen.

Ser man på antallet af personer, der er indlagt med coronavirus i Danmark, er der i søndagens opgørelse både gode og dårlige nyheder.

Det samlede antal af personer, der er indlagt på landets hospitaler med coronavirus, falder med tre til 115.

Til gengæld stiger antallet af de indlagte, der ligger på intensiv, med to til 21 - ligesom også antallet af dem, der er lagt i respirator, stiger med én til 17.

I Danmark er i alt 11.360 personer testet positive for coronavirus. Det er en stigning på 71 siden opgørelsen lørdag.

Dermed er der nu præcis to uger i træk registreret under 100 nye smittetilfælde om dagen.

Det er ellersikke set siden starten af marts, hvor epidemien gjorde sit indtog i Danmark.

Samtidig tester man på nuværende tidspunkt langt flere, end man gjorde tidligere. For eksempel er de nu muligt at få en test, selv om man ikke har symptomer på coronavirus.

Alene det seneste døgn har 8.800 personer fået svar tilbage på en coronatest. Ifølge opgørelsen søndag er i alt 451.450 personer indtil videre blevet testet for virusset.

I denne opgørelse er der ikke medregnet dem, der endnu ikke har fået svar tilbage på en test.

Af de i alt 11.360 personer, som siden marts er testet positiv for corona, har 9.900 overstået infektionen.

De danske myndigheder arbejder ikke med begrebet raskmeldte. En overstået infektion vil sige, at man 14 dage efter bekræftet smitte med coronavirus ikke er indlagt eller død.

/ritzau/