Kofod
- Budskabet er enkelt og klart: Man bør lade være med at rejse ud, siger siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S). Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Farver verden rød: Fraråder alle udlandsrejser

8. jan 2021, 16:50
Danmark hæver sikkerhedsniveau i ny rejsevejledning. Al rejse frarådes. Rejsende bør få sikkerhedsrådgivning.

Udenrigsministeriet hæver sikkerhedsniveauet i en ny rejsevejledning, hvor hele verden farves rød.

Det siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) på et pressemøde fredag eftermiddag.

- Budskabet er klart, enkelt og alvorligt: Man bør lade være med at rejse ud, siger han.

Rød er det højeste sikkerhedsniveau på Udenrigsministeriets skala for rejsevejledningerne. Farverne tæller grøn, gul, orange og rød.

At alle lande bliver røde, betyder, at Danmark fraråder alle udlandsrejser, herunder også erhvervsrejser.

Hvis man alligevel tager til udlandet, opfordrer ministeriet til, at man søger professionel sikkerhedsrådgivning. Det fremgår af Udenrigsministeriets hjemmeside.

De danskere, der befinder sig i udlandet, behøver ikke skynde sig hjem, mener udenrigsministeren.

- Er man allerede i udlandet, behøver man ikke komme hjem lige med det samme. Fastboende i udlandet rådes til at blive, hvor de er, siger han.

Foruden den skærpede vejledning for rejser ud af landet, bliver det sværere for folk at rejse til Danmark. De gælder også for alle lande, fortæller justitsminister Nick Hækkerup (S).

- Alle med bopæl i udlandet vil som udgangspunkt blive nægtet indrejse i Danmark, medmindre de har et anerkendelsesværdigt formål og en negativ coronatest, der er maksimalt 24 timer gammel.

- Der er tre undtagelser, og det er dem, der bor i grænselandet, dem, der transporterer varer, og dem, der er i transit, siger han.

Regeringen indskrænker samtidig listen over, hvad der kan tælle som anerkendelsesværdige formål.

Det er blandt andet ikke længere anerkendelsesværdigt at rejse til Danmark for at studere eller for at arbejde i Danmark som au pair.

De seneste uger har verdenskortet været orange. Det betyder, at alle ikke-nødvendige rejser frarådes, fordi risiciene ved at rejse til landene kan være alvorlige.

De strammere ind- og udrejseregler gælder som udgangspunkt til 17. januar. De kommer, et stykke tid efter at en britisk og mere smitsom variant af coronavirusset er konstateret i Danmark.

En sydafrikansk variant, som skulle være endnu mere smitsom end den britiske, har dog tilsyneladende ikke nået Danmark endnu, oplyser udenrigsministeren.

- Mutationerne har allerede krydset flere landegrænser, den sydafrikanske variant er i Europa, men vi har heldigvis ikke set den i Danmark, det er den britiske mutation dog. Den næste tid er helt afgørende for at nedbringe smittetallet, siger Jeppe Kofod.

De strammede regler skal være med til at "købe os tid", mens vi er "på et sårbart tidspunkt i epidemien", siger han med henvisning til, at Danmark for små uger siden begyndte at vaccinere borgere.

- Formålet er enkelt. Vi skal minimere risikoen for, at danskere rejser ud i verden og bliver smittede, og at smitten kommer ind i Danmark udefra, siger Jeppe Kofod.

Desuden må fly til Danmark fra lørdag klokken 17 kun medtage passagerer - både danske eller udenlandske - hvis de kan fremvise en negativ coronatest, der er maksimalt et døgn gammel.

/ritzau/