Mit navn er René Nielsen. Jeg arbejder for - og med - hjemløse i SAND - De hjemløses Landsorganisation.
Jeg er ansat som Udviklingskonsulent, har bl.a. ansvaret for at tage sager af ”principiel karakter”, når kommuner og stat knægter udsattes retssikkerhed. Derudover er jeg formand for Faggruppen ”Hjemløse” i Dansk Socialrådgiverforening.

JEG HAR IKKE tænkt mig at stemme til næste valg!

Forstå mig ret. Jeg har skam lyst til at stemme. Jeg har ligesom dig politiske overbevisninger og en stærk tro på demokratiet. Jeg brænder for samfundet som helhed. Jeg kerer mig om alle mine medborgere, fra vugge til grav.
I mit virke på hjemløseområdet har jeg set Danmark fra alle vinkler. Mestendels nedefra.

Hjemløse er beklageligvis ofte de borgere, der har allermest berøring med forskellige grene af den kommunale forvaltning. Efter bedste evne har det i årevis været min opgave at guide hjemløse gennem ”systemlabyrinter”. Nuvel, der har da været sejre for den ”lille mand” i ny og næ. Men når det kommer til succesoplevelser, er der længere mellem snapsene end til et AA møde. Sådan behøver det ikke at være, men jeg må med skam konstatere, at systemet er korrupt. Her mener jeg ikke korruption i bogstavelig forstand, selvom ministerpension og bevidste vildledninger i Folketinget lugter lidt derhen ad. Nej, jeg mener, at folkestyret og maskineriet omkring har spillet fallit.

FORESTIL DIG en befolkning, der har et ydmygt ønske om brød.
En opskrift gives til Folketinget. Opskriften skal først behandles hos vores folkevalgte i 3 omgange. De enkelte dele af opskriften bliver vejet og målt, delt og hakket i en uendelig partipolitisk studehandel. Dernæst skal dejen røres og æltes af embedsværket i diverse ministerier, direktioner og styrelser. Når deres hænder er ømme, overleveres den til Kommunernes Landsforening og Regionerne. Her bliver dejen fordelt efter strenge regler om fordelingsnøgler og refusion.
Nu skal dejen hæve blandt interesseorganisationer, fagforeninger, konsulentfirmaer og
andet godtfolk.
Slutteligt skal dejen i ovnen hos vore 98 kommuner. De har kunstnerisk frihed til at bage og krydre brødet efter lyst og evne. Godt skal det se ud. Emmerys gå hjem og vug. Ud i hænderne på borgmestre og kommunalbestyrelser. Hele ovennævnte proces gentages lokalt.

Endelig er det tid til, at bagerne og bagerjomfruerne, skal uddele brødet til mine medborgere.
Men ak, tilbage er kun en sølle krumme af et folkeligt ønske.

Man skulle tro, at folket ville være i oprør. På med de gule veste. Men nej. Ligeså polariseret politik er, således også befolkningen. Individuelle grupper kæmper for hver deres del af opskriften. Alt imens sulter de svageste. På trods af at de står i selvsamme kø til bageren.

Hjemløse har dyrtkøbte erfaringer med at spise rester fra de riges bord. Men de bruger deres tid bagerst i køen, mens de drømmer om højt belagt smørrebrød. Jeg har ikke tal på, hvor mange jeg har set med behov for en lille bid, der er sultet ihjel. Danmark er blevet et land, som favoriserer dem med tykke pengepunge og stærke netværk.

JEG ER I DAGLIG BERØRING med hjemløse, og jeg har hørt personlige beretninger om voldtægter af børn og indespærringer i kælderrum, liv i sus og dus og efterfølgende nedture. Højt at flyve og dybt at falde. Mødre og børn der bor i biler, børn der hjælper deres forældre med at junke. Depressioner og stemmer der har overtaget - og misbrug der er kørt af sporet. En kommune der siger nej til alkoholbehandling, fordi borgeren er for psykisk syg. og en region der siger nej til psykiatrisk behandling, fordi borgeren er for misbrugende. Murphys lov lever i bedste velgående.
Alle har haft behov for brød. Ganske få er blevet mætte. System Danmark har mæsket sig istedet.

Det, der virkelig pisser mig af, er, at vi faktisk har en udmærket lovgivning i Danmark, og vores SKAT er tilstrækkelig til, at ingen bør gå sultne i seng. Faktisk er systemet så korrupt, at man snildt kunne bruge mindre penge samtidig med, at man kunne få mætte medborgere.

Excelark og banditter i habitter har afviklet socialpolitikken og underlagt mine socialrådgiver-fagfæller et omfattende dokumentationsregime uden den fornødne tid og rammer til at yde en helhedsorienteret indsats. Så tror da pokker, at socialrådgivere er den mest stressede arbejdsgruppe i Danmark.

Jeg savner et ”Sammenhængsparti”, der kunne råbe vagt i gevær, når tingene bliver for dumme. Men jeg må konstatere, at ingen stiller op til posten.

Tilgiv mig. Men er ikke stemt for at være en del af et ødelagt system, men jeg håber inderligt, at nogen kan overbevise mig om det modsatte. For jeg kerer mig om Danmark og dig!

Dette er et debatindlæg. Indlægget er ikke udtryk for A4 Nus holdning. Du er velkommen til i en sober tone at kommentere indlægget nedenfor. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]