Lokofører: Dagpenge er ikke en luksuskontanthjælp

Malthe_Johan_Poulsen_lokomotivf__rer_1650px-medium_32
9. dec. 2020 19.00
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

OFTE NÅR MAN lytter til borgerlige politikere og meningsdannere tale om dagpenge, får man det utiltalende indtryk, at danske lønmodtagere bør udvise en ærbødig taknemmelighed over, at de har mulighed for at kunne få arbejdsløshedsdagpenge ved lediggang. Med hatten i hånden skal ledige klappe hælene sammen og stille sig tilfredse, når de lader sig ”forsørge af andre”.

Men det er en verdensfjern og arrogant holdning.

For foruden at være vores fælles og solidariske arbejdsløshedsforsikring, så er dagpengene også en grundpille i vores flexicurity-system. Og derfor en fuldstændig afgørende del i en succeshistorie, der har været med til at gøre Danmark mere velstående.

FLEXICURITY-SYSTEMET MISUNDES overalt i Europa, fordi det har været med til at skabe et af verdens mest konkurrencedygtige arbejdsmarkeder.

I Sydeuropa slås de med flerårige opsigelsesvarsler, der er ødelæggende for landenes økonomi. Det gør vi ikke i Danmark. Her har vi et fleksibelt arbejdsmarked, hvor virksomheder kan hyre og fyre som ordrebøgerne fyldes op eller løber tør (flexi).
Denne dynamiske fleksibilitet giver danske virksomheder en global konkurrencefordel, som betyder, de kan tjene flere penge, hvilket i sidste ende skaber flere jobs, mere vækst og flere skattekroner til vores fælles bedste.

LÆS OGSÅ: Chefredaktør: Regeringen må ikke glemme at hæve dagpengene

Faktisk er der så mange fordele ved flexicurity-systemet, at de fylder for meget til at blive opridset her.

MEN PRISEN FOR denne højtbesungne fleksibilitet fra lønmodtagerne er en økonomisk sikkerhed (curity): dagpengene.

Bliver dagpengene forringet [for meget], som det er sket med de borgerliges nedskæringer, svækkes sikkerheden. Som modsvar til denne svækkelse må lønmodtagerne kræve sikkerhed andetsteds. Det kan kun ske gennem mindre fleksibilitet, der er ensbetydende med lange opsigelsesvarsler, et ødelagt flexicurity-system og en svækket konkurrenceevne, der vil gøre Danmark fattigere – det ville være dumt.

For ligegyldigt hvad regnemodeller og borgerlige politikere påstår, så er styrkede dagpenge hverken økonomisk uansvarligt eller en luksuskontanthjælp. Det er verdens bedste erhvervsstøtteordning

Malthe Johan Poulsen, lokomotivfører og folketingskandidat for S

Men det ved de borgerlige og arbejdsgiverne godt. De er ikke dumme. De kender godt fordelene ved flexicurity-systemet. Derfor er det også de færreste, der ønsker det afskaffet. Til gengæld er det næppe for meget sagt, at de gerne vil have det så billigt som muligt.

Ønsker man at betale en discountpris, kan man kun få en discountmodel.

SNEDIGT NOK ER regnemodellerne i Finansministeriet indrettet således, at det slet ikke kan betale sig at forbedre dagpengene – så vil ”nogle” nemlig stoppe med at arbejde påstås det. Vrøvl.

Så netop fordi dagpengene er en god forretning for Danmark, bør vi gøre vores for ikke at forringe dem yderligere. Faktisk skal ordningen styrkes. Farvel til discount-flexicurity.

For ligegyldigt hvad regnemodeller og borgerlige politikere påstår, så er styrkede dagpenge hverken økonomisk uansvarligt eller en luksuskontanthjælp. Det er verdens bedste erhvervsstøtteordning, der øger velstanden for alle.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].