Når tiden på skolebænken er overstået for de medicinstuderende, der læser på landets universiteter, er det tid til at prøve kræfterne af i praksis.

Derfor skal de unge læger fortsætte på en klinisk basisuddannelse, KBU, hvor de i seks måneder arbejder på en akutafdeling på et sygehus og derefter fortsætter seks måneder på sygehuset eller skifter til en lægepraksis.

Men på grund af et dårligt ry blandt de lægestuderende om manglende støtte fra kollegaerne og travlhed på stuegangene, bliver Slagelse Sygehus’ akutafdeling ofte det sidste valg hos de studerende, når det gælder den kliniske basisuddannelse. Det skriver DR Sjælland.

Det fortæller Cæcilie Trier Sønderskov, der er uddannelsesformand i foreningen Yngre Læger.

- Hvis et sted har fået ry for at have dårlige arbejdsvilkår eller uddannelsesforhold, så bliver afdelingen valgt fra af de yngre læger. Slagelse Sygehus har lige nu et dårligt ry på begge parametre, fortæller hun til DR Sjælland.

Normalt oplever Nykøbing Falster Sygehus at være sidstevalget hos de lægestuderende, da afdelingen ligger langt væk fra studiebyerne, men i de seneste tre KBU-runder har de studerende foretrukket at tage deres uddannelsesophold på Falster frem for Slagelse Sygehus.

- Arbejds- og uddannelsesforholdene fylder mere end den geografiske forskel, der ellers bestemmer, hvor folk søger hen, når unge læger skal vælge et sted at tage deres kliniske basisuddannelse, understreger Cæcilie Trier Sønderskov.

Fravalg kan få konsekvenser for patienterne
Det dårlige ry kan have en negativ effekt for patienterne i Region Sjælland, siger Ulrik Hesislev, der er formand for PLO Sjælland.

For hvis de unge læger fravælger Slagelse Sygehus, kan det mærkes på sygehusene, hvor de læger, patienterne møder, vil have væsentligt mere travlt, og der kan være lange ventetider på at komme til lægerne, siger han til DR Sjælland.

Ulrik Hesislev understreger, at det derfor er vigtigt, at regionen gør sig attraktiv over for de unge læger og rekrutterer den gruppe, som regionen i høj grad mangler.

På Slagelse Sygehus er den nytiltrådte sygehusdirektør Niels Reichstein Larsen også ærgerlig over det dårlige ry, som han ønsker at forbedre.

En af ændringerne er blandt andet, at medarbejderne på sygehuset sætter sig ned og taler med de unge læger efter de første seks uger af det 12 måneder lange KBU-forløb.

Det skal sikre, at lægerne føler sig godt tilpas og får den basisuddannelse, de har krav på.

For det er vigtigt, at de unge læger føler sig trygge, så det dårlige ry om Slagelse Sygehus kan ændre sig, siger Niels Reichstein Larsen.

- De unge går ud og er ambassadører for os. Hvis de går herfra med en god oplevelse, så spreder det sig. Så vil historien gå om, at det er et godt sted at være her, siger han til DR Sjælland.

’Unge glemmer at fortælle den gode historie’
Annika Søndergaard er i gang med sin kliniske basisuddannelse på Slagelse Sygehus.

Hun trak nummeret 674 ud af små 700 numre, da der skulle trækkes lod om, hvor hun skulle tage sit KBU-forløb i landet.

Annika Søndergaard vidste godt, at paletten af afdelinger til sin kliniske uddannelse ikke ville være stor, da hun havde trukket et højt nummer.

Derfor faldt valget på Slagelse Sygehus’ akutmodtagelse, siger Anikka Søndergaard, som har arbejdet på afdelingen siden november sidste år.

For et par år tilbage klagede unge læger under KBU-forløbet på Slagelse Sygehus, at der ikke var nok supervision med kollegaerne, og de lægestuderende stod for meget alene om natten.

- Det er almen viden for yngre læger, at Slagelse Sygehus havde et rigtigt dårligt ry. Jeg kendte nogen, der havde været i akutmodtagelsen, som havde meget blandede holdninger til afdelingen, siger Annika Søndergaard, der beskriver sin tid på afdelingen som ’travl, men lærerig’.

Dog understreger Annika Søndergaard, at det er de unge læger selv, der skal på banen, hvis Slagelse Sygehus’ ry skal forbedres.

- Hvis man har haft en dårlig oplevelse, så er man rigtig god til at dele den dårlige oplevelse. Men hvis man har haft en god oplevelse, så er det ikke altid, at du deler den. De positive oplevelser skal siges videre, ellers kommer de ikke ud, siger hun til DR Sjælland.

Udover Slagelse Sygehus blev Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg og Sygehus Sønderjylland i Aabenraa sidstevalget hos de lægestuderende i den seneste lodtrækningsrunde til KBU-uddannelserne.

**** DENNE ARTIKEL OG BILLEDMATERIALE ER VIDEREFORMIDLET AF RITZAUS BUREAU PÅ VEGNE AF DR SJÆLLAND ****

Betingelser for brug af materiale fra Ritzaus Tophistorietjeneste:

- Forkortelser kan foretages i overensstemmelse med god citatskik.

- En artikel må forkortes, men ikke tilføjes stramninger eller udtryk, som afsenderen ikke kan stå inde for.

- Det skal tydeligt fremgå, hvilket medie artiklen kommer fra. Ansvaret herfor ligger hos mediet, der videreudnytter indholdet - også hvor afsenderen måtte have glemt at inkludere kildehenvisning ved udsendelse.

- Ritzau må ikke krediteres for artiklen eller angives som kilde.

- Materialet må ikke videreudnyttes kommercielt andet end i egne udgivelser.

- Hvis afsenderen har indsat link i artiklen, opfordres der til altid at publicere dette ved videreudnyttelse.

VIGTIGT VEDR. BRUG AF BILLEDE:

- Hvis der er tilknyttet billedmateriale til artiklen må dette anvendes i forbindelse med publicering.

- Rettigheden til anvendelse af billedet er dog udelukkende til brug i sammenhæng med nærværende tophistorie, og må således ikke arkiveres med henblik på genanvendelse i andre sammenhænge.

- Anvendelse skal altid ske med angivelse af den oplyste billedbyline (fotograf og medie)